Økonomer kalder højtlønnede for vinderne i regeringens skatteaftale
Direktørfamilie står til at få 14.300 kroner mere end en kontanthjælpsfamilie, viser regeringens beregninger.
En direktørfamilie med to børn står til en årlig økonomisk gevinst på 15.650 kroner, mens en kontanthjælpsfamilie med to børn får en gevinst på 1350 kroner.Det viser Skatte- og Vækstministeriets beregninger af udvalgte dele af regeringens nye skatteaftale med Dansk Folkeparti, når den er indfaset i 2030.
- De højtlønnede danskere er de store vindere efter dagens skatteaftale, siger PFA’s privatøkonom Camilla Schjølin i en pressemeddelelse.
Sammen med Dansk Folkeparti har regeringen indgået en aftale, der afskaffer mellemskatten og toptopskatten, sænker selskabsskatten fra 22 til 19 procent og giver bedre vilkår for aktieinvesteringer. Det gavner de højtlønnede.
Ministeriet forventer selv, at aftalen øger indkomstforskellene i 2030.
Den beregning omfatter dog ikke afskaffelsen af toptopskatten eller den nye beskatningsmodel for hovedaktionærer, som skal finansiere den.
Cheføkonom i den liberale tænketank Cepos Mia Amalie Holstein mener, at regeringen prioriterer økonomisk vækst over mindre ulighed.
- Regeringens plan øger uligheden. Ofte er socialdemokratiske regeringer gået til valg på at reducere uligheden. Men når det kommer til stykket, ender de med at prioritere væksten højere.
- Det er en fornuftig prioritering i et af verdens mest lige lande, siger hun i en pressemeddelelse.
Omkring 620.000 betaler mellemskat og kan få op til 10.500 kroner årligt i skattelettelse.
Samtidig er der også skattelettelser på vej på aktiegevinster, der især kommer de velstående borgere til gode.
- Omvendt vil afgiftslettelsen på benzin og diesel særligt kunne mærkes hos bilister med lave lønninger. Men besparelsen i kroner og øre bliver aldrig lige så stor som den, de højtlønnede danskere ser frem til, siger Camilla Schjølin.
Der er forskel på, hvornår de forskellige initiativer i den nye skatteaftale træder i kraft, og hvor længe initiativerne varer.
- Som dansker skal man kigge nøje efter, hvornår de forskellige lettelser træder i kraft. Afgiftslettelsen på benzin og diesel gælder kun i 2027, hvorimod mange af de andre lettelser gradvist indfases fra 2027 og frem, siger Camilla Schjølin.
Til gengæld bliver mange højtlønnede ramt, hvis der indføres et loft over rentefradrag eller en topskat på arv, hvilket regeringen tidligere har bebudet som finansieringskilder.
- Isoleret set er det de højtlønnede, som får en stor gevinst ved dagens skatteaftale.
- Men omvendt vil mange af de højtlønnede til gengæld blive ramt, hvis der indføres et loft over rentefradrag eller topskat på arv, hvilket regeringen tidligere har bebudet som finansieringskilder, siger Camilla Schjølin.
RITZAU
