Danskernes investeringer i forsvarsaktier er på tre år 17-doblet
Private investorer efterspørger i stigende grad aktier inden for forsvars- og sikkerhedsområdet.
Private investorer har for alvor fået øjnene op for forsvarsområdet. På tre år er investeringer i aktier relateret til forsvarssektoren 17-doblet.Det skriver Finans Danmark, der er finanssektorens interesse- og arbejdsgiverorganisation, i en pressemeddelelse.
I 2019 udgjorde danskernes investeringer i aktier relateret til forsvarsområdet under 0,1 procent.
Det er i 2025 steget til knap 1,5 procent.
Samtidig er danske investeringsfondes investeringer i forsvars- og luftfartsaktier femdoblet de seneste to år.
Selv om investeringer i forsvarsaktier stadig udgør en lille andel af den samlede aktieformue, er der ifølge administrerende direktør i Finans Danmark Lars Gert Lose tale om en voksende interesse for at investere i forsvar.
- Der er sket et tydeligt holdningsskift. Mange danskere har tidligere haft etiske betænkeligheder ved at sætte deres sparepenge i for eksempel våben- og forsvarsaktier.
- Men nu ser vi en markant stigende efterspørgsel på disse aktiver blandt vores medlemmers kunder - både når det gælder børsnoterede enkeltaktier og fonde med eksponering mod forsvar, siger Lars Gert Lose i meddelelsen.
Danskernes voksende interesse for at investere i forsvarsområdet skal ifølge direktøren ses i lyset af den ændrede sikkerhedspolitiske virkelighed i Europa.
Forsvar, sikkerhed og beredskab er rykket helt op på den politiske og økonomiske dagsorden, ikke mindst i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Den finansielle sektor arbejder aktivt for at "gøre det lettere for danskerne at lade deres opsparing bidrage til den fælles sikkerhed", lyder det fra Lars Gert Lose.
Det sker blandt andet ved, at selskaberne løbende "genbesøger deres eksklusionslister og investeringspolitikker".
- Det er et vigtigt skridt i retning af at mobilisere mere privat kapital til formål, der styrker Danmarks og Europas modstandskraft, siger Lars Gert Lose.
/ritzau/