Radikale vil bruge finansloven til at rense forurenede søer

19. OKT 2025 • 05:30ERHVERV/POLITIK

De Radikale tager ønske om at få oprenset forurenede søer med til forhandlinger om næste års finanslov.

Ringe miljøtilstand i de danske have og fjorde er efterhånden blevet en velkendt udfordring.

Men i søerne gemmer der sig et glemt miljøproblem.

Det mener De Radikale, der vil bruge årets finanslovsforhandlinger til at få sat gang i en oprensning af de danske søer og vandløb.

- Vi har bemærket, at de danske søer er totalt overset. Der er meget få danske søer og vandløb, der er i god miljømæssig tilstand, siger Samira Nawa, finansordfører for De Radikale.

Helt konkret viser Miljøstyrelsens Vandområdeplan fra 2023, at blot fem ud af 986 søer er i god økologisk og god kemisk tilstand.

Det vil De Radikale sætte ekstraordinært ind mod.

I første omgang skal det ske ved at udvælge fem enkelte søer til at være demonstrationssøer, hvor man skal forsøge sig med en fuld oprensning som læring, inden det rulles bredere ud.

- Vi går til finanslovsforhandlingerne med ønske om, at vi kan lave en sådan plan, der kan sikre en god miljømæssig tilstand i alle danske søer, siger Samira Nawa.

Finansordføreren har ikke sat et beløb på, hvad oprensningen vil koste. Hun har heller ikke i sinde at bede om et konkret beløb i medierne uden for forhandlingslokalet - det skal ske rundt om bordet med finansminister Nicolai Wammen (S).

- På den lange bane er planen, at det formentlig er en kommende regering, der skal sætte penge af til det. Det er ikke noget, man kan klare med et par finanslovsmillioner - heller ikke et to- eller trecifret millionbeløb, siger Samira Nawa.

Den grønne trepart, der omfordeler store landbrugsarealer til mere natur, ventes at tage livtag med tilførslen af kvælstof til søer, der ødelægger miljøtilstanden.

Men det vil være for lidt og for sent, mener De Radikale. Der er nemlig allerede et EU-krav om forbedret vandtilstand i 2027, som treparten ikke vil levere på, siger Samira Nawa.

- Derfor skal det her køre i et særskilt spor.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT