Kunstkender: Stjålne smykker kan ikke afsættes på det åbne marked

19. OKT 2025 • 14:49INDLAND/KRIMINAL

Det kan være en bestillingsopgave, siger kunstkender fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner om stjålne smykker.

De smykker, der søndag meldes stjålet fra kunstmuseet Louvre i Paris, vil ikke kunne afsættes på det åbne marked for kunst.

Det vurderer Julie Arendse Voss, der specialiserer sig i klassisk kunst og er afdelingsleder hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

- De stjålne smykker vil blive afbilledet i alle medier på alle platforme. Det er ikke noget, man kan afsætte på det åbne marked på nogen måde.

- Det kan være en bestillingsopgave. Det har man set før, men det er en gisning, siger hun.

Der er ifølge den franske indenrigsminister Laurent Nuñez tale om "uvurderlige smykker". Det står endnu ikke klart, hvilke smykker der er tale om og hvor mange.

Der er ifølge ministeren tale om to til tre tyve, der har haft fokus på to udstillinger i rummet Gallerie d'Apollon.

Her er nogle af de franske kronjuveler udstillet.

Ifølge Louvres hjemmeside kan man blandt andet se den berømte Régent-diamant og Sancy-diamanten.

Også en smaragd- og diamanthalskæde, som Napoleon forærede sin anden hustru, kejserinde Marie-Louise, er udstillet.

Uanset hvilke smykker der er tale om, vil der være tale om et stort tab, vurderer Julie Arendse Voss.

- Alle de ting, der er udstillet på Louvre, er umistelig kulturværdi.

- Det vil jo være at sammenligne med, at de danske kronjuveler blev stjålet. De udgør også en umistelig kulturværdi, siger hun.

Hun forudser, at museer og samlinger verden over vil gennemgå deres sikkerhedssetup grundigt i kølvandet på søndagens hændelse.

- Det her er det værste mareridt, et museum kan opleve. Louvre er et af de største og mest besøgte museer i verden og et af de bedst bevogtede.

- Det må virkelig have været godt planlagt, siger Julie Arendse Voss.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT