Rune bekræfter ødelagt akillessene: Det er hårdt
Som ventet var det en overrevet akillessene, som tvang Holger Rune fra banen lørdag. Det bekræfter han selv.
En scanning søndag i Monaco har bekræftet, at der venter den danske tennisspiller Holger Rune en lang pause.Rune oplyser på sin Instagram-profil, at scanningen har bekræftet, at han har revet sin ene akillessene over.
- Der kommer til at gå et stykke tid, før jeg kan komme på banen igen. Det er hårdt, lyder det fra danskeren i et opslag på det sociale medie.
- Jeg havde det så sjovt på banen i Stockholm, og det er ubærligt at tænke på, at jeg i en rum tid ikke skal mærke den energi igen.
Det var i lørdagens semifinale i Stockholm, det gik galt for den 22-årige dansker. Han havde vundet første sæt 6-4 mod franske Ugo Humbert, da han midt i en duel stoppede brat op.
Hurtigt stod det klart, at den var helt gal, og det er nu endegyldigt bekræftet.
- Min akillessene er revet helt over på midten. Det betyder, at jeg allerede i næste uge skal opereres, hvorefter der venter genoptræningen, skriver han på Instagram.
Hans mor og manager, Aneke Rune, udtalte allerede lørdag, at det var en overrevet akillessene, og at der højst sandsynligt venter sønnen en pause på tre til seks måneder.
/ritzau/