Danske aktier i grønt efter meldinger om fredsplan fra USA

25. MAR 2026 • 10:09ERHVERV/POLITIK

22 ud af 25 aktier i C25-indekset ligger i plus onsdag efter forlydender om en fredsplan i Mellemøsten.

Meldinger om en fredsplan i Mellemøsten har onsdag morgen smittet positivt af på det danske aktiemarked.

Efter en halv times handel stiger det danske C25-indeks med 1,5 procent.

Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på den københavnske fondsbørs.

Onsdag morgen stiger samtlige af de 25 aktier. I toppen ligger NKT og Novonesis og Vestas, der går frem med mellem 3,2 og 3,4 procent.

De eneste i rødt er Mærsks A- og B-aktie samt Pandora-aktien, som alle har beskedne fald på under 0,2 procent.

Tirsdag aften lød det, at USA har sendt en plan på 15 punkter til Iran om en afslutning på krigen.

Det oplyste to unavngivne embedsmænd med kendskab til den politiske proces til The New York Times.

Hverken Iran eller USA har endnu bekræftet, at der skulle være sendt en amerikansk fredsplan til Iran.

Forud for det danske aktiemarkeds åbning sendte meldingen også asiatiske aktier i vejret. Sådan lyder det fra råvareanalytiker Peter-Emil Holbøll fra Jyske Bank.

- Selv om der endnu ikke er bekræftet konkrete fremskridt, opfattes signalerne som et skridt i den rigtige retning, skriver han i en kommentar ifølge mediet MarketWire.

Samtidig er olieprisen på en tønde Brent-olie faldet med næsten seks procent til omkring 98 dollar.

Prisen på den toneangivne Brent-olie bruges som et globalt pejlemærke for oliepriserne.

Siden slutningen af februar, hvor USA og Israel sendte angreb mod Iran, er oliepriserne skudt i vejret.

Iran har blandt andet lukket for det vigtige Hormuzstræde, som omkring 20 procent af verdens olie transporteres gennem.

Og så har angreb mod vigtig energiinfrastruktur fået lande i Mellemøsten til midlertidigt at begrænse produktionen af olie.

De højere oliepriser har smittet negativt af på aktiemarkederne.

Det danske C25-indeks er blandt andet faldet med knap seks procent, siden angrebene begyndte.

Når aktierne falder, skyldes det, at virksomhedernes indtjening kan blive påvirket, hvis energipriserne stiger.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT