Leder for Alternativets folketingsgruppe ryger ud af Folketinget

25. MAR 2026 • 09:38ERHVERV/POLITIK

Helene Brydensholt var opstillet i Nordsjælland, hvor Alternativet har mistet sit mandat.

Helene Brydensholt, der siden 2023 har været forperson for Alternativets folketingsgruppe, er ikke blevet genvalgt til Folketinget.

Det skriver hun på Facebook morgenen efter valget.

- Øv, øv. Den gik ikke. Alternativet har mistet sit mandat i Nordsjælland, og det betyder, at jeg skal forlade Folketinget.

- Den skal lige synke ind. Der er så meget, jeg gerne ville have arbejdet videre for. Børnene. Flygtninge. Dyrene. Voldsudsatte kvinder. En grøn fremtid, skriver Helene Brydensholt.

Hun har været medlem af Folketinget siden 2022.

- Jeg er mest af alt ked af, at jeg føler, at jeg har skuffet jer, der troede på mig, har stemt på mig og støttet op her i valgkampen. Det har virkelig været helt fantastisk at mærke jeres opbakning.

- Og meget rørende, at I har set et lys i mig. Jeg er ked af, at jeg ikke kan repræsentere jer i Folketinget, skriver Helene Brydensholt.

Efter valget tirsdag har Alternativet fem mandater i Folketinget. Det er en tilbagegang på et mandat.

Med 2,6 procent af stemmerne kom partiet lige over spærregrænsen og er det næstmindste parti i Folketinget.

Kun Borgernes Parti med Lars Boje Mathiesen i spidsen er mindre.

I Nordsjællands storkreds, hvor Helene Brydensholt var opstillet, har Alternativet fået 2,4 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på 0,9 procentpoint i forhold til valget i 2022.

Helene Brydensholt, der er uddannet antropolog, har blandt andet været udlændingeordfører, børne- og familieordfører og retsordfører for Alternativet i sin tid i Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT