Danmark samarbejder med kontroversiel tunesisk nationalgarde

24. MAJ 2024 • 00:18ERHVERV/POLITIK

Tunesiens nationalgarde dumper systematisk migranter med kurs mod Europa i ørkenen, skriver medier.

Danmark har et samarbejde med den tunesiske nationalgarde, som har dumpet migranter med kurs mod Europa i ørkenen, hvor de risikerer at miste livet.

Det skriver Jyllands-Posten efter et internationalt mediesamarbejde mellem blandt andet The Washington Post, Le Monde og El Pais.

Migranterne bliver eksempelvis efterladt i ørkenen ved grænsen til Algeriet.

I december anslog flere internationale humanitære kilder, at mindst 5500 var blevet presset op mod grænsen til Libyen og 3000 ved Algeriet.

Ifølge kilderne mistede over 100 migranter livet i ørkenen sidste sommer, skriver Jyllands-Posten.

De tunesiske myndigheder har blankt afvist beskyldningerne. Over for The Washington Post hævder landets udenrigsministerium, at Tunesien respekterer migranternes menneskerettigheder.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) var i november i Tunesien for at indvie et træningscenter for grænsevagter, som Danmark støtter med 26 millioner kroner.

Han siger til Jyllands-Posten, at han ikke er enig i, at europæiske lande udliciterer krænkelser af menneskerettighederne til tredjestater.

- Alle vores indsatser i tredjelande skal altid være i overensstemmelse med vores internationale og EU-retlige forpligtelser, siger Dybvad Bek til Jyllands-Posten.

- Derfor arbejder vi netop på at fremme en menneskerettighedsbaseret tilgang til grænse- og migrationsforvaltning med de danskstøttede indsatser i Tunesien.

Ifølge EU's grænseagentur Frontex kom 98.000 migranter sidste år til Italien fra Tunesien. Det er det højeste antal nogensinde og tre gange flere end i 2022, skriver Jyllands-Posten.

Tunesiens nationalgarde pågreb i de første 11 måneder i 2023 70.000 migranter, over dobbelt så mange som i 2022.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU