Danmark indkalder USA's ambassadør til samtale om Grønlands-udsending
Det er ifølge Løkke uacceptabelt, at USA udnævner en særlig udsending efter et ønske om at overtage Grønland.
Danmark indkalder den amerikanske ambassadør til Danmark, Ken Howery, til en samtale i Udenrigsministeriet hurtigst muligt, fordi den amerikanske interesse for Grønland er blusset op igen.Det oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til TV 2 News.
Det sker, efter at USA natten til mandag har udnævnt en særlig udsending til Grønland, som præsident Donald Trump tidligere har udtalt et ønske om at overtage.
- Jeg er stærkt oprørt over denne her udpegning og særligt den særlige udsendings udtalelser, som jeg finder totalt uacceptable. Kongerigets suverænitet er op til Kongeriget, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.
Natten til mandag udnævnte Donald Trump uden varsel guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som USA's særlige udsending til Grønland.
Landry er bevidst om, hvor afgørende Grønland er for USA's nationale sikkerhed, lyder det fra Trump.
- Jeg er glad for at kunne meddele, at jeg udnævner den fremragende guvernør i Louisiana, Jeff Landry, som USA's særlige udsending til Grønland.
- Jeff forstår, hvor afgørende Grønland er for vores nationale sikkerhed, og han vil fremme vores lands interesser for vores allieredes - og faktisk for hele verdens - sikkerhed, tryghed og overlevelse, skriver Donald Trump.
Donald Trump har flere gange luftet tanker om, at USA af sikkerhedsmæssige årsager skulle overtage Grønland.
Tidligere har Trump ikke villet afvise at bruge militær magt for at få kontrol med Grønland. Det har vakt opsigt, fordi Danmark, Grønland og USA i årtier har været allierede.
Udtalelserne skabte internationale politiske rystelser og medvirkede til, at forholdet mellem USA og Kongeriget Danmark i en periode var særdeles anspændt.
Den danske regering har ikke lagt skjul på, at den amerikanske præsidents interesse hurtigt kunne blusse op igen og forværre forholdet. Ifølge Løkke har interessen hele tiden været til stede hos den amerikanske administration.
- Der har været lidt stille i det åbne rum, men vi har kunnet observere, at ambitionen stadig er der, og det er helt, helt uacceptabelt, siger Løkke.
For præcis et år siden skrev Trump på sit sociale medie, at USA "af hensyn til national sikkerhed og frihed i hele verden" følte, at "ejerskab og kontrol over Grønland er en absolut nødvendighed".
Den danske regering har løbende sagt fra, og statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt forslaget om at købe Grønland for "absurd".
/ritzau/
