Grønlandsk regeringschef: Ny særlig amerikansk udsending ændrer ikke noget

22. DEC 2025 • 12:23ERHVERV/POLITIK

USA har udnævnt en særlig udsending, som skal gøre Grønland til en del af USA, men grønlandsk leder afviser.

Der er ingen grund til utryghed, for Grønland er fortsat sit eget land ifølge Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering.

Det skriver han på Facebook, efter at USA uden varsel har udnævnt en særlig udsending til Grønland, som skal arbejde for, at verdens største ø bliver amerikansk, uden at det vides hvordan.

- Vi er nu igen vågnet op til en ny udmelding fra den amerikanske præsident, der nu har udpeget en særlig udsending til Grønland. Det kan lyde stort. Men det ændrer ikke noget for os herhjemme.

- Grønland er grønlændernes, og man skal respektere territoriel integritet. Vi samarbejder gerne med andre lande, også USA, men det skal altid ske med respekt for os og for vores værdier og ønsker, skriver Jens-Frederik Nielsen.

Nogenlunde samme budskab lyder også i en fælles udtalelse fra både Jens-Frederik Nielsen og statsminister Mette Frederiksen (S).

- Landegrænser og staternes suverænitet er rodfæstet i international ret. Det er fundamentale principper. Man kan ikke annektere andre lande. Heller ikke med et argument om international sikkerhed, skriver de i udtalelsen.

Den danske regering har tidligere mandag ytret ønske om at indkalde den amerikanske ambassadør til Danmark, Ken Howery, til en samtale i Udenrigsministeriet.

Da han blev udpeget som ambassadør sidste år, lød det fra Trump, at "ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed".

Howery blev godkendt i det amerikanske Senat i oktober i år.

Natten til mandag udnævnte Donald Trump tillige en særlig udsending til Grønland. Det bliver guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som har skrevet, at han vil arbejde på at gøre Grønland til en del af USA.

Donald Trump har flere gange luftet tanker om, at USA af sikkerhedsmæssige årsager skulle overtage Grønland.

Tidligere har Trump ikke villet afvise at bruge militær magt for at få kontrol med Grønland. Det har vakt opsigt, fordi Danmark, Grønland og USA i årtier har været allierede.

Det har ført til, at forholdet mellem USA og Kongeriget Danmark i en periode var særdeles anspændt, og det vakte opsigt internationalt, hvor både EU og medlemslande bakkede op om Danmark og Grønland.

Den danske regering har ikke lagt skjul på, at den amerikanske præsidents interesse hurtigt kunne blusse op igen og forværre forholdet.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har interessen hele tiden været til stede hos den amerikanske administration. Han kalder det mandag over for TV 2 News "totalt uacceptabelt".

- Jeg er stærkt oprørt over denne her udpegning og særligt den særlige udsendings udtalelser, som jeg finder totalt uacceptable. Kongerigets suverænitet er op til Kongeriget, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.

For præcis et år siden skrev Trump på sit sociale medie, at USA "af hensyn til national sikkerhed og frihed i hele verden" følte, at "ejerskab og kontrol over Grønland er en absolut nødvendighed".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT