EU-talsperson: Afgørende at bevare Kongeriget Danmarks territoriale integritet

22. DEC 2025 • 13:13UDLAND

Natten til mandag udnævnte USA's præsident, Donald Trump, en særlig udsending til Grønland.

Det er afgørende for EU at bevare Kongeriget Danmarks territoriale integritet.

Sådan lyder det fra Anouar El Anouni, der er talsperson for EU's udenrigstjeneste, til Reuters.

- At bevare Kongeriget Danmarks territoriale integritet, dets suverænitet og ukrænkeligheden af dets grænser er afgørende for Den Europæiske Union, siger talspersonen adspurgt om USA's udnævnelse af en særlig udsending til Grønland.

Meldingen fra talspersonen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, natten til mandag udnævnte en særlig udsending til Grønland.

Det bliver guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som har skrevet, at han vil arbejde på at gøre Grønland til en del af USA.

Donald Trump har flere gange luftet tanker om, at USA af sikkerhedsmæssige årsager skulle overtage Grønland.

Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, slår dog fast, at der ikke er grund til utryghed.

Det skriver han på Facebook.

- Vi er nu igen vågnet op til en ny udmelding fra den amerikanske præsident, der nu har udpeget en særlig udsending til Grønland. Det kan lyde stort. Men det ændrer ikke noget for os herhjemme, skriver han og tilføjer:

- Grønland er grønlændernes, og man skal respektere territoriel integritet. Vi samarbejder gerne med andre lande, også USA, men det skal altid ske med respekt for os og for vores værdier og ønsker.

Samme budskab lyder også i en fælles udtalelse fra både Jens-Frederik Nielsen og statsminister Mette Frederiksen (S).

- Landegrænser og staternes suverænitet er rodfæstet i international ret. Det er fundamentale principper. Man kan ikke annektere andre lande. Heller ikke med et argument om international sikkerhed, skriver de i udtalelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT