Guardiola vil straffe spillere med julekilo på sidebenene

22. DEC 2025 • 09:05SPORT

Tre dages juleferie skal nydes af City-spillerne, men ikke for meget, lyder det fra træner Pep Guardiola.

Der bliver ingen plads i holdbussen 27. december for de Manchester City-spillere, der går for hårdt til julebuffeten de kommende dage.

Så klar er beskeden fra cheftræner Pep Guardiola, der efter søndagens træning sendte sine spillere på tre dages juleferie.

- Tænk, hvis en spiller er i perfekt forfatning nu, men kommer tilbage tre kilo tungere. Så bliver han i Manchester (27. december, red.). Han vil ikke komme med på turen til Nottingham Forest, siger han ifølge Reuters.

Han lader samtidig forstå, at det ikke bare bliver hans blik på spillerens figur, der afgør, om spilleren har taget lidt for godt for sig af julemaden.

- Alle spillere kommer op på vægten. De kommer tilbage 25. december, og jeg kommer til at tjekke, hvor meget de har taget på, fortæller den spanske træner.

- I det øjeblik, de kommer tilbage efter tre dages fri, vil jeg se, i hvilken forfatning de er mødt op. De kan spise, som de vil, men jeg kommer til at undersøge dem. Jeg skal udtage et hold til 27. december mod Nottingham Forest.

Guardiola har tidligere bevist, at han ikke holder sig tilbage fra at kritisere spillere, som ikke holder idealvægten.

Efter VM 2022 vendte Kalvin Phillips retur til klubben i en vægtmæssig forfatning, der ikke faldt i god jord hos City-træneren.

Phillips startede ikke inde i Premier League før næstsidste spillerunde et halvt års tid senere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT