Coop-slankekur har givet overskud på driften

9. APR 2026 • 10:15ERHVERV/POLITIK

2025 bød på fremgang på bundlinjen i alle fire kæder i Coop-koncernen, som dog har faldende omsætning.

I andre virksomheder ville det formentlig give anledning til bekymrede miner, når omsætningen falder for femte år i træk.

Men i Coop Danmark-koncernen tager man det helt roligt. I stedet kigger administrerende direktør Thor Skov Jørgensen et andet sted i regnskabet, når han skal pege på det vigtigste nøgletal i 2025.

Driftsindtjeningen - som er overskuddet fra kerneforretningen uden renter, skat, afskrivninger og nedskrivninger - er nemlig vokset med 350 millioner kroner og er for første gang siden 2021 positiv igen.

Det skyldes, at den slankekur, der blev indledt i 2023, for alvor er begyndt at kunne ses i regnskabstallene.

Urentable butikker er lukket, det tabsgivende onlinesalg er lukket ned, og omkostningerne er skåret til.

- Vi har fremgang i driftsresultatet for alle vores fire kæder, vi har hævet omsætningen i de sammenlignelige butikker, og vi tjener også mere på den enkelte vare. Samtidig er kundetilfredsheden steget, og derfor står vi med et sundere Coop i dag end for bare nogle år siden.

Det store smertensbarn i regnskabet har de senere år heddet 365discount.

Lavpriskæden, der i 2023 havde et underskud på mere end 700 millioner kroner, er stadig ikke i plus, men driftsindtjeningen er forbedret med 234 millioner kroner hen over det seneste år.

- Det er helt efter planen. Vi har hele tiden vidst, at det ville være en længere proces at opnå positiv drift, og vi forventer også et underskud i 2026, samtidig med at der er fremgang i driften.

- Vores ambition går på at forbedre den samlede lønsomhed i Coop, og i den forbindelse er det vigtigt at huske, at 365discount ikke kun i kraft af den forbedrede drift, men også andre punkter bidrager positivt til den vækst, vi har leveret.

- Det gør den ved at øge stordriftsfordelene på blandt andet vores sortiment, vores lagerdrift, vores it-systemer, siger Thor Skov Jørgensen.

Han henviser til, at man i 365discount i stedet for som tidligere at have egne mærker nu sælger mange af de samme varer som i Brugsen og Kvickly. På den måde bidrager kæden til en øget volumen, der kan give større mængderabatter.

Som et led i den organisatoriske slankekur frasolgte Coop sidste år 33 butikker til Salling Group.

Dermed er antallet af butikker - medregnet de selvstændige brugsforeninger - siden 2021 gået fra 1065 til nu 900. Men det kan snart begynde at gå den anden vej igen, selv om mange investeringer vil blive placeret i det eksisterende butiksnet.

- Vi ser stadig potentiale i at modernisere butikker i alle vores kæder og har lagt planer for at accelerere den investering de kommende år. Men det er klart, at med den udvikling, vi har set, har vi nu også mulighed for at åbne nye butikker der, hvor der er potentiale for det, siger Thor Skov Jørgensen.

I 2026 bliver de sidste Dagli'Brugsen-butikker omdøbt til at hedde Brugsen, og så vil forenklingen af kædestrukturen i Coop Danmark - der også har kostet LokalBrugsen og Irma livet - være fuldendt.

Tilbage er kun kæderne Brugsen, SuperBrugsen, Kvickly og 365discount.

Coop Danmark var tidligere ejet af det forbrugerejede Coop amba, men i forbindelse med en kapitaltilførsel trådte det ligeledes andelsejede energiselskab OK ind som medejer.

Coop Danmark havde sidste år en omsætning på 32,6 milliarder kroner. Tæller man de selvstændige brugsforeninger med, hedder omsætningen 44,8 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT