Uniqlo-ejer opjusterer efter halvår med tocifret vækst

9. APR 2026 • 12:21ERHVERV/POLITIK

Den japanske tøjkæde Uniqlo har set sit salg vokse med tocifrede vækstrater i både Sydkorea, Europa og USA.

Det går fremad for den japanske tøjkoncern Fast Retailing, som blandt andet står bag tøjkæden Uniqlo.

I den første halvdel af koncernens regnskabsår lyder omsætningen på over 2055 milliarder yen. Det kan omregnes til næsten 83 milliarder kroner.

Det svarer til en vækst på 14,8 procent sammenlignet med omsætningen i samme periode et år tidligere.

Også når det gælder overskuddet før skat, er der tale om tocifret vækst.

Resultaterne har fået Fast Retailing til at kigge på sine udmeldte forventninger og give dem et nøk op.

Nu forventer koncernen en omsætning for hele året på 3900 milliarder yen, svarende til 157 milliarder kroner.

Tidligere lød forventningen på en omsætning på 3800 milliarder yen.

Også forventningerne til resultatet før skat er blevet skruet op med 50 milliarder yen til 740 milliarder yen.

I regnskabet fremhæver Fast Retailing, at Uniqlo vokser på verdensplan.

Uden for Japan er omsætningen for Uniqlo vokset med 22,4 procent over et år, lyder det.

Både i Sydkorea, Europa og Nordamerika har kæden set sit salg vokse med tocifrede vækstrater.

I Europa og Nordamerika skyldes det blandt andet, at vintertøj har solgt "ekstremt godt". Også salget af joggingbukser, nederdele, bukser og andre tøjdele til hele året har været med til at drive væksten, skriver Fast Retailing.

I Sydkorea er den stigende interesse for Uniqlo-brandet især drevet af den yngre del af befolkningen.

Også i Japan vokser Uniqlos omsætning. Det sker dog i et lidt lavere tempo med en årlig vækst på 7,4 procent.

Her har det kolde vintervejr været med til at give et stærkt salg af vintertøj, lyder det.

Uniqlo har over 2500 butikker i hele verden, herunder knap 800 i Japan.

Derudover er kæden til stede i blandt andet en række europæiske lande, USA, Canada, Indien, Thailand, Australien, Sydkorea og Kina.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT