Boligsalget i 2024 kommer til at overgå de seneste år
Allerede nu er der solgt flere boliger end i 2022 og 2023. Niveau er dog stadig lavere end i coronaårene.
Boligmarkedet er kommet en smule op i gear i år, hvor antallet af handler allerede nu er højere, end vi har set de seneste par år.Det viser Boligsidens opgørelse af handelsaktiviteten i november, hvor 7261 boliger skiftede ejer.
Dermed er der i årets første 11 måneder solgt 79.560 boliger, hvilket er højere end antallet af handler i henholdsvis 2022 og 2023.
- Der er stadig en måned tilbage af året, så afstanden til de to foregående år kommer til at blive øget yderligere.
- Vi kommer dog ikke op på så mange boligsalg, som vi så i coronaårene, men vi ligger langt over niveauet i årene op til corona, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, i en skriftlig kommentar.
Kigger man på de enkelte boligtyper, ligger antallet af solgte villaer og rækkehuse allerede nu 3,3 procent over hele 2023, ligesom antallet af sommerhushandler tilsvarende er 6,8 procent højere.
Kun når det gælder ejerlejligheder, er der tale om et foreløbigt fald på 2,3 procent.
Men ifølge Birgit Daetz skal salget gå helt i stå, hvis ikke antallet af lejlighedshandler i 2024 overgår niveauet fra sidste år.
Spørger man Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, vil vi næste år se yderligere fremgang i handelsaktiviteten, samtidig med at boligpriserne stiger.
- Vi forventer, at den pæne handelsaktivitet og prisstigningerne fortsætter på boligmarkedet i den kommende tid.
- Mange ting taler for, hvor ikke mindst lavere renter gør boligfinansieringen billigere. Samtidig bliver beskæftigelsen ved med at slå imponerende rekorder, og det giver grobund for et boligmarked i fremgang, skriver han i en kommentar.
/ritzau/