Billund Lufthavn mister 800.000 passagerer på et år
Flyselskabet Ryanair forlod i foråret basen i Billund Lufthavn, og det resulterede i markant færre rejsende.
2025 var året, hvor flyselskabet Ryanair lukkede sin base i Billund Lufthavn, og det har sat sine spor.I hele 2025 havde lufthavnen 3.058.981 passagerer. Det var et fald på 800.000 rejsende sammenlignet med året før.
Det skriver Billund Lufthavn i en pressemeddelelse.
I foråret lukkede og slukkede Ryanair sin base i Billund. Det skete som en konsekvens af en ny passagerafgift, der lægger op til 50 kroner oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark.
Det gjorde 2025 til et "markant anderledes år" for lufthavnen, siger direktør Jan Hessellund.
- Vi stod til at miste omkring en tredjedel af vores samlede antal passagerer fordelt på 25 ruter, da Ryanair forlod os i marts.
- Det skabte turbulens, ikke kun i lufthavnen, men i hele vores optageområde. Hoteller, turistattraktioner, erhvervsliv og rejsende fra nord, syd, øst og vest blev påvirket, siger lufthavnsdirektøren.
Efter bruddet med Ryanair arbejdede Billund Lufthavns ledelse på at lukke en del af hullet gennem nye aftaler med andre luftfartsselskaber.
Det skete delvist ved, at British Airways øgede antallet af afgange til London, mens lavprisselskabet Wizz Air udvidede med forbindelser til Gdansk i Polen, Vilnius i Litauen og Iasi i Rumænien.
Desuden udvidede Norwegian sine aktiviteter i lufthavnen i efteråret, da flyselskabet meddelte, at det går fra 5 til 15 ruter fra Billund.
Af samme grund forventer Jan Hessellund, at Billund Lufthavn oplever fremgang i 2026 med en ventet vækst i passagertallet på mellem fem og ti procent.
- De nye ruter vil samtidig løfte aktiviteten i hoteller, oplevelser og attraktioner i vores opland og styrke Billund som rejseknudepunkt for både ferie- og erhvervsrejsende, siger han.
Erhvervsrejsende udgjorde i 2025 mere end hver tredje passager i lufthavnen. Det samme billede tegnede sig året før.
/ritzau/
