Staten har brugt 369 millioner på bistand i sager om minkerstatning
Det er ikke kun selve erstatningen til minkavlerne, der dræner statskassen for penge, skriver Ekstra Bladet.
Staten har foreløbig brugt cirka 369 millioner kroner på "sagkyndig bistand" i forbindelse med arbejdet med erstatningsudbetalinger til minkavlere.Det skriver Ekstra Bladet, som har fået aktindsigter i sagen.
- Som Folketinget tidligere er oplyst, har sagsbehandlingen vist sig langt mere kompleks og ressourcekrævende end ventet. Derfor er der også lavet en fast track-model, som gør det muligt at få afsluttet sagerne hurtigt.
- Men uanset, hvilken løsning minkavlerne vælger, skal de have den erstatning, som de er berettiget til hurtigst muligt. Det betyder, at regeringen prioriterer ressourcer til sagsbehandlingen, så vi kan få afsluttet flere sager hurtigere, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
Ifølge mediet vil de samlede udgifter til bistand sandsynligvis stige, efterhånden som der bliver udbetalt erstatning i de mange ubehandlede minksager.
De 369 millioner kroner er det samlede beløb for udgifterne hos Fødevarestyrelsen, Minksekretariatet, Fødevareministeriet og den sagkyndige bistand, som staten har brugt til arbejdet med at kompensere minkavlerne.
Gruppeformand Peter Kofod (DF) kritiserer millionudgifterne til bistand, fordi "det giver en kæmpe regning til skatteborgerne".
Fødevareordfører Søren Egge Rasmussen (EL) undrer sig over, at staten har brugt så mange penge på bistand, samtidig med at regningen til minkavlerne er blevet ved med at stige.
- Hvis man skal købe sig til god bistand, så skal man jo gerne have noget ud af det, siger han til Ekstra Bladet.
Regeringen beordrede i november 2020 alle mink i Danmark, omkring 17 millioner, aflivet, fordi man frygtede, at minkene ville sprede muteret coronavirus til mennesker og svække effekten af vacciner mod coronavirus.
Det viste sig senere, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet, hvilket kostede Mogens Jensen (S) posten som fødevareminister.
Ifølge den oprindelige politiske aftale fra 2021 om erstatning til minkerhvervet ville det koste mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner at yde kompensation til minkavlerne og følgeerhvervene.
- Aftalen giver en fair og rimelig erstatning, så minkavlerne kan komme videre, sagde daværende fungerende finansminister Morten Bødskov (S) dengang.
Der var på det tidspunkt omkring 1000 minkfarme i Danmark.
Siden er regningen steget støt og roligt, så den samlede regning forventes at ende på knap 30 milliarder kroner.
Det har vakt forargelse visse steder, at nogle minkavlere kan se frem til at stikke store millionbeløb i lommen.
Blandt andet har Ekstra Bladet kunnet fortælle, at den tidligere formand for minkavlerne Tage Pedersen står til at få udbetalt mindst 400 millioner kroner som erstatning for, at alle mink skulle aflives.
/ritzau/
