Bang & Olufsen fyrer sin topchef efter godt seks år

7. JAN 2026 • 11:05ERHVERV/POLITIK

Bang & Olufsen har brug for en ny topchef til at overtage ansvaret i selskabet, siger bestyrelsesformand.

Kristian Teär, der har været administrerende direktør i selskabet Bang & Olufsen siden 2019, træder tilbage som topchef med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser selskabet i en børsmeddelelse onsdag formiddag.

Imens selskabet leder efter en ny permanent løsning, overtager finansdirektør Nikolaj Wendelboe ansvaret midlertidigt.

Juha Christensen, der er bestyrelsesformand i Bang & Olufsen, siger i meddelelsen, at man takker Kristian Teär for hans bidrag.

- Men nu, omkring seks måneder inde i vores treårige plan, har bestyrelsen besluttet, at der er behov for nyt lederskab til at styre virksomheden gennem den næste fase, siger han.

Bang & Olufsen har onsdag også løftet sløret for en række foreløbige regnskabstal for det første halve år af selskabets skæve regnskabsår.

I den seks måneder lange periode er der blevet omsat for lidt over 1,1 milliard kroner. Det svarer til et fald på 3,9 procent sammenlignet med den tilsvarende periode året før.

Det medvirker til, at selskabet nu indsnævrer sine forventninger til året som helhed.

Tidligere forventede man en omsætningsvækst på mellem et og otte procent. Det interval hedder i stedet et til fem procent nu.

Svenske Kristian Teär blev i 2019 hentet ind for at vende skuden i det danske elektronikselskab.

På det tidspunkt tabte Bang & Olufsen penge, og omsætningen var styrtdykket.

Onsdag kigger han tilbage på en mere end seks år lang periode og kalder det et privilegium at have været topchef.

- Sammen med mine kolleger i ledelsesteamet og alle de engagerede mennesker på tværs af organisationen har vi styrket virksomhedens økonomiske position og lagt fundamentet for fremtidig vækst.

- Jeg er stolt af, hvad vi har opnået sammen i udfordrende tider, og jeg er overbevist om, at virksomheden er godt positioneret til succes i de kommende år, siger han i meddelelsen.

Straks efter selskabets melding begyndte dets aktie at dykke. Klokken 11 er den nede med mere end 11 procent.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT