Kongelig kommission skal undersøge Bondi-skyderi i Australien
Ifølge premierminister er det vigtigt at belyse Bondi Beach-skyderi for, at Australien "kan hele".
Australien vil gennemføre en kongelig kommissionsundersøgelse af skyderiet på Bondi Beach i december, hvor 15 mennesker blev dræbt.Det siger Australiens premierminister, Anthony Albanese, ifølge nyhedsbureauet AFP torsdag.
- Jeg har gentagne gange sagt, at vores regerings mål er at fremme sammenhold og social sammenhæng. Og det er det, som Australien har brug for for at hele, siger han til journalister.
En føderal kongelig kommissionsundersøgelse er den mest vidtgående form for offentlig undersøgelse i Australien.
Det var 14. december, at to bevæbnede gerningsmænd åbnede ild mod en jødisk fest på den verdensberømte strand Bondi Beach i storbyen Sydney og dræbte 15 mennesker.
Den føderale kommission skal undersøge alt fra svigt hos australske efterretningstjenester til forekomsten af antisemitisme i landet.
Den type kommission kan vare flere år og involverer også offentlige høringer.
Det bliver Virginia Bell, en tidligere højesteretsdommer, som skal stå i spidsen for kommissionen.
De formodede gerningsmænd var den 24-årige Naveed Akram og hans 50-årige far, Sajid Akram. Sidstnævnte blev dræbt af politiet under skyderiet.
Politiet har tidligere meddelt, at mændene var inspireret af den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
Drabs- og terroranklagede Naveed Akram sidder i fængsel, og et retsmøde er sat til april.
Der er i forløbet blevet stillet spørgsmål til, om politi og efterretningsmyndigheder kunne have handlet tidligere.
Naveed Akram kom i efterretningstjenesternes søgelys i 2019. Men det blev efter nogle måneder besluttet, at han ikke udgjorde en umiddelbar trussel.
Pårørende, erhvervsfolk, sportsstjerner og andre har underskrevet åbne breve med opfordringer om en omfattende undersøgelse.
Tidligere har Albanese sagt, at det vigtigste var, at man handlede nu. Men efter et tiltagende offentligt pres har han besluttet, at der skal nedsættes en kongelig kommission.
- Det, som vi har gjort, er at lytte, og vi har konkluderet, at hvor vi er landet i dag, er den rette vej frem for det nationale sammenhold, siger Albanese.
/ritzau/AFP
