Kongehuset præciserede fotopolitik kort efter kronprinsens glatte hud

8. JAN 2026 • 13:05INDLAND/KRIMINAL

Torsdag har kongehuset offentliggjort de første fødselsdagsbilleder under uddybet fotopolitik fra november.

Kongehuset har tidligere draget opmærksomhed til sig, når det har offentliggjort fødselsdagsbilleder af kongeparrets børn på deres fødselsdage.

Det har primært omhandlet mulig billedmanipulation og spørgsmål om nye eller gamle billeder.

Torsdag har kongehuset med billeder af prins Vincent og prinsesse Josephine offentliggjort de første fødselsdagsbilleder med en mere udpenslet fotopolitik, som blev opdateret i november.

Fotopolitikken blev opdateret, kort tid efter at fotografer konstaterede stærk billedredigering af kronprinsen.

Kongehusets fotopolitik fremstod kortfattet på dets hjemmeside i oktober, hvor det lød, at "vores billeder manipuleres aldrig".

- I visse tilfælde foretages justering af lys, farver og kontrast. Billedernes indhold ændres ikke, lød det derudover.

Et ukendt tidspunkt i november er fotopolitikken blevet uddybet og opdateret.

Kongehuset kommunikationschef, Nina Munch-Perrin, bekræfter skriftligt til Ritzau, at kongehuset opdaterede politikken i november.

Hun understreger, at kongehuset "allerede offentliggjorde en fotopolitik på hjemmesiden i august 2025".

- Men vi kunne konstatere, at den ikke var udførlig nok. Derfor har vi i vores bestræbelser på at være meget transparente omkring vores fotos brugt tid på at gøre det helt klart, hvad vi i kongehuset mener med for eksempel billedmanipulation, skriver hun.

Nu fremgår flere punkter om, hvad kongehuset betragter som billedmanipulation, og at kongehuset skelner mellem reportage- og portrætbilleder, som nogle gange kan blive retoucheret, lyder det.

I anledningen af kronprins Christians 20-års fødselsdag i oktober offentliggjorde kongehuset en portrætserie fra Amalienborg af den fremtidige konge.

Billeder var retoucheret i sådan en grad, at fotografer kaldte det for voldsomt og meget tydeligt.

Fotograf Petra Kleis sagde dengang til Politiken, at hun særligt lagde mærke til huden under kronprinsens øjne på nogle af billederne.

Her påpegede hun, at den havde en anden tekstur og tone end huden i resten af ansigtet.

- Det har fået lov at blive på nogle af billederne, men er blevet helt fjernet fra andre. Det er der ikke noget unormalt i, det er bare dårligt arbejde og derfor meget tydeligt, sagde hun og tilføjede, at huden lignede marcipan.

Kongehuset havde dengang ingen kommentarer til billederne af kronprinsen.

Af den opdaterede fotopolitik fra november fremgår det, at detaljer ved portrætbilleder, som i praksis "kunne være påvirket af makeup, lyssætning eller lignende under fotoseancen, kan retoucheres, som led i efterbehandlingen".

Kronprinsens 20-års fødselsdag var ikke første gang, kongehusets redigering af billeder var i søgelyset.

Ligeså var det for to år siden, da de kongelige tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine fyldte 13 år.

Her skrev kongehuset i første omgang, at der var tale om et "nyt billede" af tvillingparret.

Efterfølgende blev det rettet til, at der "blev bragt et billede". Flere medier berettede, at billedet var photoshoppet fra et gammelt billede.

Det oprindelige billede var et gruppebillede af hele den kongelige familie.

På fødselsdagsbilledet stod de to tvillinger alene ved siden af hinanden.

Kongehuset har aldrig kommenteret kritikken fra dengang eller be- eller afkræftet, at billedet skulle være photoshoppet.

Den uddybede fotopolitik fra november lyder blandt andet, at kongehuset betegner billedmanipulation som "billeder, der er sammensat af flere forskellige billeder" og personer, "der er flyttet rundt, skåret ud eller sat ind".

Med torsdagens billeder af de kongelige tvillinger fremgår det i et opslag på Instagram, at billederne er taget kort før nytår.

Også ved tvillingernes 14-års fødselsdag skrev kongehuset en nærmere tidsangivelse for billederne. Her lød det, at billederne var taget, kort efter at deres far, kong Frederik, havde holdt sin nytårstale.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT