Apple lancerer 5,6 millimeter tynd iPhone Air
Den nye iPhone Air er ultratynd. Tech-redaktør er bekymret for batteriets levetid i den nye telefon.
Techvirksomheden Apple har tirsdag lanceret en række nye produkter, herunder en ny iPhone Air, som er væsentlig tyndere end tidligere telefoner fra virksomheden.Den nye iPhone er 5,6 millimeter tynd. Det betyder, at det kun er et eSim-kort, som virker. Det vil ikke være muligt at sætte et fysisk sim-kort i telefonen.
Torben Vognsen er redaktør på techmediet input.dk og har været til stede ved lanceringen i Apples hovedkvarter, Apple Park, syd for San Francisco.
Han har stået med den nye iPhone Air i hænderne og kalder den "uvirkelig tynd".
- Det mest interessante ved den er, at den peger frem imod det, som kommer næste år, der formentlig er telefoner, der kan foldes. Dem skal de jo lave super tynde, hvis de skal kunne foldes, og det er det, som iPhone Air peger frem mod, siger redaktøren.
Den tynde telefon giver dog en begrænsning i batteriets størrelse. Torben Vognsen forventer, at batterilevetiden kommer til at være "relativt forfærdelig".
Apple har ikke oplyst noget om batteriets størrelse i den nye telefon, mens hvis rygterne ifølge redaktøren holder stik, vil batteriet have mindre kraft end batteriet i en almindelig iPhone 17.
- Det betyder, at den skal drive en større skærm, men med et mindre batteri. Og det kommer til at være hårdt for den, siger Vognsen.
Hans bud er, at telefonen i starten kan køre fra morgenstunden og til syv-otte stykker om aftenen, før den skal lades op.
- Og så efter et års tid, når du har installeret en masse apps, og batteriet er blevet en smule slidt, er du ude i at rende rundt efter frokost og lede efter en oplader, siger redaktøren fra input.dk.
Blandt ekstraudstyret til den nye iPhone Air er et ekstra batteri, som kan sidde bag på telefonen og lade den hurtigt op, når batteriet er lavt.
Den nye iPhone Air vil i USA komme til at koste 999 dollar. I Danmark vil prisen være 8999 kroner. Det ekstra batteri koster 849 kroner.
Apple præsenterede også flere udgaver af en ny iPhone 17. Heriblandt iPhone 17 Pro og Max.
Derudover blev nye høretelefoner, Airpods Pro 3, lanceret. De nye høretelefoner kan blandt andet live-oversættelse som en af de nye funktioner.
Det betyder, at mens man siger noget, kan man få det oversat. Hvis to personer sidder over for hinanden og taler på forskellige sprog, vil høretelefonerne oversætte, mens modparten siger noget.
De nye høretelefoner har ifølge Apple væsentligt bedre støjreduktion og er svedresistente.
Høretelefonerne vil være tilgængelige fra 19. september og koster 249 dollar i USA, mens prisen i Danmark er 1999 kroner.
Sløret blev også løftet for nye versioner af Apples ure, Apple Watches. De nye ure kan blandt andet måle brugerens blodtryk.
/ritzau/