Ekspertgruppe skal se på screening før tildeling af statsborgerskab
En række partier har længe efterspurgt, at reglerne for tildeling af statsborgerskab skal strammes yderligere.
Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, som skal undersøge muligheden for at screene ansøgere om statsborgerskab i forhold til, hvad ansøgere tidligere har sagt eller skrevet.Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer, ni måneder efter at ministeriet varslede, at det ville nedsætte en ekspertgruppe for at se på området, som har skabt stor uenighed og debat i Folketinget.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger i pressemeddelelsen, at "et dansk statsborgerskab er en stor tillidserklæring fra det danske samfund, og at man skal gøre sig fortjent til det."
- Derfor er det også helt naturligt, at udlændinge, som får dansk statsborgerskab, deler vores demokratiske værdier. Det skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre, så jeg er glad for, at vi nu har en kompetent ekspertgruppe, der kan vurdere, om og i givet fald hvordan vi kan få en konkret screeningsmekanisme, siger ministeren.
Ekspertgruppen skal komme med en rapport til regeringen senest om ti måneder. Den har Henrik Thomassen, vicedirektør i Udlændingestyrelsen, som formand.
I december sidste år vedtog et flertal i Folketinget et lovforslag, som gav dansk statsborgerskab til lidt over 2000 personer.
Heriblandt var de tre personer, som inden da havde været til meget omdiskuterede samtaler i Folketingets Indfødsretsudvalg for at afklare, om deres værdier var tilstrækkeligt danske.
Liberal Alliance og De Konservative, som tidligere har været med i aftalekredsen, der har lavet reglerne for at få dansk statsborgerskab, også kendt som indfødsret, mener ikke længere, at der er godt nok styr på, hvem der får tildelt dansk statsborgerskab.
Liberal Alliance har eksempelvis krævet, at der findes en måde, hvorpå de personer, der ansås som "antidemokrater", kan frasorteres og ikke kommer med på lovforslaget om indfødsret. Altså personer, som ikke har de rette værdier ifølge partiet.
Det har været et årelangt ønske fra flere partier om at kunne sortere eksempelvis antidemokrater fra listerne over nye danske statsborgere, og derfor opstod samtalerne med de tre ansøgere sidste år.
De tre ansøgere stod i forvejen til at få statsborgerskab, men blev som noget nyt kaldt til samtale, fordi medlemmer af indfødsretsudvalget af en borger blev gjort opmærksom på, at ansøgerne tidligere havde skrevet kontroversielle ting på sociale medier.
Den ene af de tre ansøgere havde glædet sig over den trafikulykke, der dræbte Muhammedtegneren Lars Vilks og to politibetjente ved at skrive "godt at høre".
I forbindelse med burka- og niqabforbuddet skrev ansøgeren, at "de sindssyge folk i Folketinget skal gøre noget mod jeres homoseksualitet i stedet for".
En anden ansøger havde sammenlignet adskillige vestlige verdensledere med Adolf Hitler fra Nazityskland. Vedkommende havde også tilkendegivet sympati for den militante bevægelse Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah.
Op til samtalerne var der forvirring om, hvad der juridisk kunne lade sig gøre i forbindelse med samtalerne.
Mens embedsværket gav udtrykt for bekymring for de juridiske rammer, var dele af venstrefløjen været store modstandere af samtalerne.
Hvert halve år vedtager Folketinget et lovforslag, som giver dansk statsborgerskab til et par tusinde udlændinge.
/ritzau/