Alternativet vil udvide reklamation på elektronik til seks år

19. MAR 2025 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Alternativet vil have klimaneutralitet i 2035. Det kræver blandt andet, at vi køber mindre nyt.

Det danske forbrug er alt for højt.

Derfor bør danskerne i højere grad få repareret de ting, de allerede ejer, frem for at købe nyt.

Det siger politisk leder i Alternativet Franciska Rosenkilde i forbindelse med partiets nyeste udspil om at forlænge reklamationsretten, der skal bidrage til klimaneutralitet om ti år.

- Vi forbruger helt voldsomt meget i Danmark, og vi smider alt for meget ud, fordi det simpelthen er for let og for billigt, siger hun til Ritzau.

Partiet foreslår, at reklamationsretten på elektronik og hårde hvidevarer udvides fra de i dag to år til seks år.

På den måde vil man gøre det mere attraktivt at forbruge mindre, siger partilederen.

Samtidig vil man gøre det attraktivt for virksomhederne ved i en overgangsperiode at mindske moms og afgifter for dem, der forurener mindre.

Partiets udmelding kommer i anledning af Danmarks såkaldte "Overshoot Day", der rammer onsdag.

Dagen markerer, at vi i dag ifølge en beregning fra tænketanken Global Footprint Network har opbrugt den mængde ressourcer, som Jorden kan nå at gendanne på et år, hvis alle i verden havde samme forbrug som danskerne, når det gælder blandt andet forbruget af fossile brændstoffer, skovressourcer og vand.

Og Folketingets grønne parti ønsker da også at gøre mere for klimaet end blot at udvide reklamationsretten.

- Vi mener, at der skal sættes et mål om 100 procent klimaneutralitet frem mod 2035.

- Det er fuldstændig nødvendigt, og alt andet er useriøst på nuværende tidspunkt, siger partilederen.

Folketinget skal i 2025 forhandle om den danske klimalov, hvor der skal sættes et konkret mål for CO2-reduktionen de næste ti år.

Klimarådet anbefalede i februar, at der skulle sættes et "ambitiøst" mål på enten 85 eller 90 procent.

Da lød det, at de pågældende mål ville koste henholdsvis 0,1 eller 0,2 procent af bnp.

Ifølge Franciska Rosenkilde vil et mål om 100 procent koste 0,3 procent af bnp.

Og problemstillingen skal blandt andet løses ved en "drastisk omlægning" af landbruget.

- 90 procent af det, landbruget producerer, bliver eksporteret. Vi skal stoppe med at eksportere røde pølser til Kina og levende dyr ned gennem Europa.

- Landbruget skal i langt højere grad være økologisk plantebaseret. Det vil du som enkelt forbruger ikke rigtigt mærke. Kødet, du ser i køledisken, vil stadig være det samme, siger Rosenkilde.

Ifølge hende er den største bremse for den grønne omstilling, at der mangler politisk lederskab på klimaområdet. Hun efterlyser samme prioritering, som der lige nu ses på forsvarsområdet.

- Klimakrisen er den største sikkerhedskrise, vi har. Det er på tide, at vi politisk tager den alvorligt i stedet for hele tiden at skabe et narrativ om, at det er dyrt og besværligt.

- Vi kan sagtens rumme begge kriser, siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT