Købet af familieejet virksomhed skal give Arla produktion i Australien og udvide koncernens tilstedeværelse.
Arla Foods køber den australske hytteostproducent Brancourts.Det skriver Arla i en pressemeddelelse onsdag.
Købet skal sørge for, at Arla får en etableret lokal produktion i Australien, som mejerikoncernen kalder "et af verdens mest attraktive mejerimarkeder".
- Australien er et yderst attraktivt marked for Arla, og vi har tiltro til dets langsigtede potentiale, siger Lillie Li Valeur, som er chef for Arlas internationale forretning, i pressemeddelelsen.
Arla skriver i meddelelsen, at koncernen i løbet af de seneste år har opbygget en stærk position med bestemte mærker i Australien. Det gælder blandt andet Lurpak og Castello.
Købet af Brancourts skal være med til at udvide Arlas tilstedeværelse i Australien samt give adgang til flere kategorier inden for mejeri.
Brancourts blev stiftet i 1895 af franske immigranter. I dag er det en familieejet virksomhed med base i byen Hexham lidt over 100 kilometer nord for Sydney på den australske østkyst.
Ud over hytteost producerer Brancourts også creme fraiche og kondenseret mælk af frisk mælk fra australske landbrug.
Ifølge Arla er salget af hytteost i Australien steget markant med en årlig vækst på 40 procent. Det er drevet af forbrugeres fokus på blandt andet sundhed og protein.
Handlen ventes at træde i kraft inden for få uger, lyder det. Arla oplyser ikke, hvad koncernen har måttet betale for Brancourts.
I april måtte Arla droppe en ellers planlagt fusion med Them Andelsmejeri.
Det skyldtes, at en tilkendegivelse fra de danske konkurrencemyndigheder ifølge Arla betød, at det ikke var muligt at gennemføre fusionen.
Arla Foods blev etableret i Danmark med sammenlægningen af det daværende MD Foods (tidligere Mejeriselskabet Danmark og Kløver Mælk) og det svenskejede Arla i 2000.
I 2025 blev det meddelt, at Arla vil fusionere med det tyske mejeriselskab DMK Group, der er Tysklands største andelsmejeri.
Hvis fusionen bliver godkendt, resulterer den i Europas største andelsmejerikoncern. Koncernen skal videreføres under Arlas navn.
/ritzau/