Fra onsdag kan kunder hos TV 2 Play købe sig adgang til to amerikanske streamingtjenester.
TV 2 Play har indgået en ny aftale med de amerikanske streamingtjenester Apple TV og Disney+.Det betyder, at abonnenter hos TV 2 Play fra onsdag kan tilføje tjenesterne til deres abonnement. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
- Samarbejdet handler om, at vi samlet set skal have det mest attraktive indholdstilbud i markedet, så danskerne fortsat vælger TV 2 til, så vi kan blive ved med at samle alle om vores vigtige danske public service-indhold, siger TV 2's administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, i pressemeddelelsen.
I pressemeddelelsen glæder både Disney og Apple sig over det nye samarbejde med TV 2.
- Vi er begejstrede for partnerskabet med TV 2, som bringer Apple TV ud til de danske seere med overbevisende styrke, lyder det fra Daniel Matray, som er Apples chef for indhold og tjenester i Europa, i pressemeddelelsen.
Disneys landechef i Norden og Baltikum, Hans Van Rijn, fremhæver, at man allerede har et godt samarbejde med TV 2.
- Jeg ser frem til sammen med TV 2 at byde endnu flere danskere velkommen i Disney+'s univers, lyder det i pressemeddelelsen.
Tilbuddet gælder for alle TV 2 Play-kunder, som har købt deres abonnement igennem TV 2 og som har abonnementerne "Favorit" eller "Favorit Sport".
De kunder kan ifølge pressemeddelelsen tilvælge Disney+ og Apple TV for 119 kroner om måneden.
I forvejen har TV 2 Plays kunder adgang til streamingtjenesten C More uanset abonnement. Hvis man har abonnementerne "Favorit" eller "Favorit Sport" kan man også se tjenesten Britbox.
Da TV 2 senest offentliggjorde regnskabstal i marts, viste tallene, at TV 2 Play kom op på 1,2 millioner abonnenter sidste år.
Det er en vækst på 90 procent siden 2019.
Den digitale omsætning udgør nu 46 procent af den samlede omsætning.
/ritzau/