300.000 lønmodtagere får udbetalt feriepenge de har til gode

9. JAN 2025 • 10:59ERHVERV/POLITIK

En ændring i ferieloven gør, at tusindvis af lønmodtagere nu får udbetalt feriepenge, de har til gode.

275 millioner kroner udbetales nu til omkring 300.000 lønmodtagere, der ikke har nået at få bestilt feriepenge for ferieåret 2023/2024.

Det oplyser ATP, der administrerer feriepengeordningen, i en pressemeddelelse torsdag.

De fleste har fået pengene udbetalt i begyndelsen af januar.

Resten kan forvente at få pengene udbetalt gennem deres arbejdsgiver ved næste lønkørsel, hvis arbejdsgiveren vurderer, at det er ferie ud over fire uger, eller at lønmodtageren er fratrådt, skriver ATP.

Udbetalingen, der blandt andet gælder for timelønnede, skyldes en ændring i ferieloven fra 2023. Ændringen betyder, at lønmodtagere automatisk kan få udbetalt beløb på under 5000 kroner før skat.

Foruden timelønnede udbetales pengene også til fratrådte funktionærer med ret til ferie med løn, der enten har skiftet job eller er ledige.

Som udgangspunkt opfordrer ATP til, at man får afholdt sin ferie for at få en pause fra arbejdslivet.

Det siger Anne Kristine Axelsson, der er koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP, i meddelelsen.

- Men vi ved også, at en del lønmodtagere ikke får afholdt ferie og bestilt feriepengene inden for tidsfristen, og derfor er det en fin mekanisme i den nye ferielov, at restbeløb under bagatelgrænserne udbetales automatisk.

- Det kan skabe lidt luft i økonomien til få afholdt den ferie, man er berettiget til, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT