Aktivister: Israel stopper nødhjælpsflåde - bortset fra en båd
Et enkelt fartøj fra stor nødhjælpsflotille har fortsat kurs mod Gaza. Alle andre er blevet stoppet.
Organisationen Global Sumud Flotilla, som har sendt over 40 både mod Gaza, siger, at Israel har stoppet alle både - bortset fra en.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Flotillen, som transporterer mad og medicin til Gaza, har både politikere, advokater og aktivister med om bord. Den begyndte at sejle i august.
Siden onsdag har den israelske flåde stoppet fartøj efter fartøj på havet.
En israelsk embedsmand sagde tidligere torsdag til nyhedsbureauet AFP, at over 400 aktivister om bord på i alt 41 fartøjer var blevet anholdt.
- I en operation, som varede omkring 12 timer, har israelsk flådemandskab forhindret et storskalaforsøg på indtrængen fra hundredvis af personer om bord på 41 fartøjer, siger embedsmanden, der ikke står frem med navn.
I flere europæiske byer - blandt andet Barcelona - har der været demonstrationer som reaktion på Israels blokering af bådene med nødhjælp.
Ifølge organisationen bag Global Sumud Flotilla er der fortsat ét skib - der bærer navnet Marinette - som har kurs mod Gaza, og som israelerne endnu ikke har stoppet.
En anden flotille, som den danske folketingspolitiker Victoria Velasquez (EL) er en del af, er også på vej til Gaza med nødhjælp.
Den befinder sig syd for den græske ø Kreta og vil formentlig være mellem fem og syv dage om at nå derhen, hvor Global Sumud Flotilla er blevet stoppet.
Den svenske aktivist Greta Thunberg var om bord på et af de skibe, der relativt tidligt blev blokeret af den israelske flåde. Hun har efterfølgende offentliggjort en video, der var optaget på forhånd.
- Hvis du ser denne video, er jeg blevet bortført og taget mod min vilje af israelske styrker. Vores humanitære mission var ikke-voldelig og levede op til international ret, sagde hun.
Også ngo'en Amnesty International er blandt dem, der kritiserer Israels fremfærd. Amnesty kalder blokaden et forsøg på at true kritikere til at tie.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, roser den israelske hær.
- Deres vigtige indsats har forhindret dusinvis af fartøjer i at sejle ind i en krigszone og har modvirket en delegitimeringskampagne mod Israel, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/