Lær dine børn at undgå fælderne på nettet

Lær dine børn at undgå fælderne på nettet
NOTITS | 2. OKT 2024 • 19:00
NOTITS
2. OKT 2024 • 19:00

Bornholms Folkebiblioteker inviterer til gratis workshops om skærmtid, og hvordan man snakker med sine børn om det.

De fleste familier kender diskussionerne om skærmtid. Hvor meget er for meget og findes der god skærmtid? Det er ikke nemme spørgsmål at svare på, og derfor inviterer Bornholms Folkebiblioteker nu forældre og børn med til to workshops i oktober med fokus på netop disse temaer.

Målet med de to timer lange workshops er at snakke om det liv, vi hver især har på vores skærme. Der lægges op til positiv dialog og de to workshops har som mål at skabe en bedre forståelse af det digitale liv, børn og forældre imellem.

Undervejs vil man kigge på nogle af de fælder man nemt kan falde i, når man bevæger sig rundt på nettet og de sociale medier.

Børnefamilier med børn fra 12 kan få glæde af at lære en masse om misinformation. Lær for eksempel at spotte falske nyheder og fotos lavet med AI.

For familier med børn fra otte år tilbyder biblioteket et samtaleværksted, hvor man vil tale om, hvordan vi bruger skærmen i familien.

"Forvent en positiv og sjov dialog med vores projektledere Lene og Monica", lyder det fra Bornholms Folkebiblioteker.

Der vil være værksteder i Allinge, Svaneke, Nexø og Rønne.

For de store børn

Stop, tænk, tjek det – hvad er misinformation?

Allinge Bibliotek: 9. oktober kl. 16-17.30

Svaneke Bibliotek: 10. oktober kl. 16-17.30

Fra 12 år

For de mindre børn

Sammen om skærmen – samtaleværktøj

Nexø Bibliotek: 16. oktober kl. 15.30-17.30

Rønne Bibliotek: 17. oktober kl. 15.30-17.30

Fra 8 år

FÅ ABONNEMENT