Rådgiverne på de to tilbud har døgnet rundt samtaler med børn og unge, der rækker ud med problemer som psykisk mistrivsel, ensomhed, mobning og vold i hjemmet. Sidste år tog de imod hele 64.057 henvendelser – det højeste antal nogensinde og svarende til en samtale hvert 8. minut hele døgnet.
– Det beløb, vi får samlet ind, har en afgørende betydning for, hvor mange vi kan hjælpe. Ingen børn og unge i Danmark skal stå alene med de svigt, de udsættes for, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Pengene fra indsamlingen skal blandt andet bruges til at åbne nye rådgivningscentre og tilknytte flere frivillige rådgivere, så endnu flere kan få hjælp – også midt om natten.