Indsamling: Børnetelefon skal også hjælpe ukrainere

NOTITS | FAMILIE | Tirsdag 22. marts 2022 • 06:30
Af:
Anders Liljeroth
NOTITS | FAMILIE | Tirsdag 22. marts 2022 • 06:30

Behovet for hjælp og rådgivning til børn i Danmark er stigende, og der er hårdt brug for, at børn kan komme af med deres fortællinger om omsorgssvigt, selvskade, ensomhed og selvmordstanker. Et vigtigt værktøj til at sikre netop det, er børnetelefonen.

Organisationen Børns Vilkår afholder deres landsindsamling på søndag den 27. marts, og rigtig mange bornholmere har allerede meldt sig til opgaven.

De indsamlede midler vil blandt andet gå til at drive og udvikle Børnetelefonen, men organisationen har også et ny fokus i år.

– Der samles nemlig også ind til, at vi helt ekstraordinært kan udvide Børnetelefonen til også at kunne rådgive de krigsramte børn og unge, der kommer til Danmark fra Ukraine, på ukrainsk, oplyser Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Sidste år havde børnetelefonen over 55.300 samtaler med børn og unge – det højeste antal nogensinde. Børnetelefonen har åbent alle dage året rundt.



FÅ ABONNEMENT