Her er det gamle bedre end nyt: Middelalderens sten med særlige evner

Da bornholmske kalksten har et stort indhold af ler, har den også hydrauliske egenskaber.

Kalksten er navnet på en grå stenart, der blev dannet af ler og slam på havbunden for 500 millioner år siden. Geologer kalder den silurkalk efter perioden eller orthoceratit-kalk efter det store indhold af fossiler fra små blæksprutter. Gennem middelalderen blev den kaldt limsten. Stednavnet Limensgade syd for Aakirkeby skyldes stenbrud med limsten i middelalderen – der var også et nærliggende stenbrud ved Skelbro. Navnet Lim fremgår også ved Limhamm syd for Malmø, hvor der stadige er store kalkbrud.

Limensgade Stenbrud med skifer og kalksten.

Cementsten

Granit bliver ved erosion til grus og sand, der på havbunden kittes sammen til en hård sandsten. Den hårde granit kan have mineraler af feldspat, der bliver til kalk og kalkslam, som på havets bund med tiden bliver til en hård og grå kalksten. Da øens kalksten har et stort indhold af ler, afgiver den hydrauliske egenskaber. Kalken tåler frost og kulde og bevæger sig efter klimaet. Efter afbrænding i kalkovne brugte man den flydende kalk som cement.

Første gang man brugte kalken som cement på Bornholm var år 1000. Gamleborg i Almindingen skulle på et tidspunkt have ny og højere indgange af tilhugget granit, der blev bundet sammen af cement. Man har fundet spor af en kalkovn på stedet. Gennem hele middelalderen brugte man kalkstenen til øens kirker samt Hammershus og Lilleborg. Især kirkernes vanskelige hjørner, gesimser og portaler.

Våbenhuset af Aa Kirke med flotte detaljer. Læg mærke til fossilet til venstre.

Fra stenbruddene ved Limensgade og Skelbro kørte man kalkstenen med hestevogne til øens byggepladser. Aa Kirke fra 1149 blev bygget af lokale sten; granit, kalksten, sandsten og grønne sandsten, mens cementen var lavet af limsten.

Man kan godt have en lille geologisk udflugt til Aa Kirke. Flere steder kan man på kirkens mure se små aflange fossiler af blæksprutter. Derefter køres ad Limensgade sydpå cirka to kilometer. Hvor Læså krydser landevejen findes Limensgade Stenbrud. Fra parkeringspladsen går man over broen, følger stien langs marken og kommer frem til en hulning af skifer og kalksten. Alun-skiferen er ældst, og ovenpå den er der vandrette formationer af den yngre kalksten. Lokaliteten er privat, men der er fri adgang.

Stenbruddet Skelbro

Derefter køres til Skelbro Stenbrud på Søndre Landevej – det ses ved 14 kilometer-stenen. Her er en lille parkeringsplads ved landevejen. Det nedlagte stenbrud med kalksten er ofte besøgt af folk med interesse for geologi. Stedet er fredet, og man må ikke hugge i de tydelige vandrette lag, men gerne medtage løse stykker. Foruden fossiler af blæksprutter kan man finde haleskjold af trilobitter; uddøde tredelte krebsdyr.

Manteltårnet på Hammershus set fra kapellet. Det ældste er bygget med granit og hjørner af kalksten. Lybækkerne forhøjede i 1500 tårnet med munkesten.

Den ældste centralborg fra 1150 er anlagt af groft tilhugget granit med en cement af limsten. Vanskelige hjørner og indgange var med kalksten. Manteltårnet på Hammershus havde fra begyndelsen kun to etager, men blev forhøjet af lybækkerne i 1500 med tre ekstra etager af munkesten samt to dobbelte tage af teglsten. Munkestenene kom fra forskellige lybske teglværker, da der ikke var teglværker på øen før 1700.

I syv hundrede år blev der konstant bygget på Hammershus. Da Christian 5. i året 1684 fravalgte Hammershus til fordel for fæstningen Christiansø, ophørte dette arbejde. Forfaldet af borgen fik hovedrollen. Da Hammershus i 1743 blev nedlagt, blev borgen på ny en stor byggeplads, for bornholmere hentede mursten og materialer til privat anvendelse.

Der er brugt munkesten fra Hammershus til Hovedvagten i Rønne. Talrige huse blev bygget med borgens munkesten, og i Rønne kaldes husene 'Lille Hammershus'. I 1789 hentede man 30.000 munkesten fra Hammershus til den nye kaserne på Christiansø.

Den store vandalisme slutter i 1822, hvor Hammershus bliver fredet.

Sjove detaljer

På en havemur i Rosengade i Rønne er der genbrugt munkesten fra Hammershus. De er muret på højkant, så man kan se teglværkernes stempler. Der er hjerte med H. Helligåndens teglværk og flere mursten med SP. Der betyder Sankt Peders Teglværk. Før brændingen lå de våde mursten natten over, og da en kat gik på dem, ses poterne der endnu, selv om det skete for 500 år siden.

På den vestlige side af Skt. Nicolai Kirke i Rønne er der en lav mur af gamle kalksten med tydelige fossiler af blæksprutter.

En kopi af en gammel kalkovn ved Hammershus.

Hammershus til evig tid

Intet varer evigt, og havde Hammershus ikke været anlagt i det skiftende danske klima med regn, sne og kulde, havde den været bedre bevaret. Naturstyrelsen har i årevis lavet alle nødvendige reparationer med den almindelige cement. Det var en håbløs kamp.

Da Naturstyrelsen på Bornholm i 2012 fik et større pengebeløb foræret af A.P. Møller Fonden skulle 92 millioner kroner bruges til borgens vedligeholdelse, og resten skulle anvendes til et helt nyt moderne besøgscenter.

Med så mange penge fik man ideen at bruge bornholmske kalksten med hydrauliske egenskaber. Efter en tilladelse til at hente kalkstenen på Sydbornholm lavede man en kopi af en gammel kalkovn ved Hammershus, hvor man brænder den knuste kalksten til flydende cement med avnbøg.

Efter man har fjernet årtiers fejltagelser, bruger man i dag kun bornholmsk cement.

Kald det limsten eller silurkalk – det er ligegyldigt. Her er det gamle bedre end nyt.