Glad borgmester: 'Jeg var lidt overrasket'

Glad borgmester: 'Jeg var lidt overrasket'
Borgmester Jacob Trøst ved endnu ikke, hvem der har betalt 4.800 kroner for en tur på hans motorcykel. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 4. FEB 2024 • 15:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
4. FEB 2024 • 15:00

Det både glæder og overrasker borgmester Jacob Trøst, at nogen vil betale 4.800 kroner for at køre Bornholm rundt som passager på hans motorcykel.


For borgmester Jacob Trøst (K) handlede det både om at støtte et godt formål og om at promovere Bornholm, da han i forbindelse med Danmarks Indsamling bortauktionerede en tur hele vejen rundt langs den bornholmske kyst på bagsædet af en motorcykel med ham som både guide og chauffør på turen.

Auktionshuset.com havde vurderet, at oplevelsen havde en værdi af 2.000 kroner, og med et døgn tilbage af auktionen lå højeste bud på 1.100 kroner. Men lørdag aften skete der noget. Især to bydere viste pludselig interesse for at komme ud at køre med Bornholms borgmester, og da hammerslaget lød klokken 22.50, vandt kunde nummer 53984 auktionen med et bud på 4.800 kroner.

– Det er jeg glad for, at der er en, der vil betale, siger Jacob Trøst til Tidende.

Sidste år havde han en rundvisning og en frokost på Folkemødet på højkant, og i år skulle det være noget andet, tænkte han.

– Jeg sad med min sekretær og snakkede om, hvordan vi kunne gøre det, og så kom jeg på det her, at jeg kunne vise Bornholm frem – og så gøre det på motorcykel. Det er en lille ekstra vinkel. Det er også noget, jeg selv synes, er sjovt. Så det var den, vi bød ind med, og jeg er glad for, at der er flere, der har vist interesse, siger Jacob Trøst.

En god tradition

Da afgørelsen på auktionen nærmede sig, var han inde på Auktionshuset.com for at se, hvordan det gik.

– Jeg var lidt overrasket over, at den var røget til vejrs, lyder det fra Jacob Trøst.

Endnu ved han ikke, hvem det er, han skal have med ud at køre. Det regner han med at få at vide i ugen, der kommer. Derefter skal han og vinderen aftale, hvornår turen skal finde sted.

Jacob Trøst synes, det er sjovt at bidrage til Danmarks Indsamling, og han regner med at være med igen i 2025.

– Det satser jeg på. Jeg synes, det er en god tradition og et godt formål, så det kan jeg lige så godt, siger han.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT