Familien følger med i arvesag: 'De har virkelig holdt tæt med den historie'

Familien følger med i arvesag: 'De har virkelig holdt tæt med den historie'
En del af Rita Larsens klassekammerater kan huske hende fra skoletiden i Gudhjem. Som teenager flyttede hun til København, måske på grund af en graviditet. Foto: bornholmerneshistorie.dk
NYHED | ABONNENT | 26. JAN 2024 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
26. JAN 2024 • 19:00

Rita Larsens familie kender ikke noget til den søn, hun måske fik sammen med en soldat, der aftjente sin værnepligt på Almegårds Kaserne.

Flere brikker begynder at falde på plads i den sag, hvor en københavnsk advokat leder efter en arving efter Mogens Mathiesen, som var soldat på Bornholm fra marts 1956 og 16 måneder frem. Det forlyder, at der er tale om en søn, Mogens Mathiesen fik med postmesterens datter, og navnet Rita Larsen står i hans efterladte dokumenter.

Pilen peger på Rita Margrete Larsen, som blev født i Østerlars den 2. november 1940 sammen med sin tvillingebror Erik. Deres far var lokalt landpostbud, og familien flyttede senere til Gudhjem, hvor et par af deres tidligere klassekammerater kan huske dem fra. Rita flyttede senere til København, og Erik flyttede til Allinge, hvor han blev gift med Lene i 1960 og fik to børn. Deres datter Helle fortæller, at familien følger med i sagen, der er kommet som en stor overraskelse.

– De har virkelig holdt tæt med den historie, må man sige. Der er ingen af os, heller ikke Ritas to børn på Sjælland, der kan huske, at der overhovedet er blevet nævnt noget som helt om det, siger hun til Tidende.

De to børn på Sjælland kan ikke være den søn, der er tale om i arvesagen, siger deres kusine.

Helle Kelberg fortæller, at Rita Larsen er død. Hendes tvillingebror Erik lever stadig, men er blevet senil.

– Vi har været lidt på ham. Han kan ikke huske noget som helst. Ikke andet end at hun flyttede meget tidligt til København. Han siger, at hun flyttede til København for at arbejde. Det er den besked, han har fået dengang, fortæller Helle Kelberg.

Kan være sket meget

Siden sagen begyndte at rulle i Tidendes spalter, har Helle Kelberg fulgt med. Det samme har hendes kusine og fætter på Sjælland, altså Rita Larsens børn.

– De kender ingenting til sagen. De håbede så, at min far kunne hjælpe lidt, og han har intet kendskab til det, andet end at hun flyttede over, da hun var 17 år. Han var lidt inde på, at han måske kunne huske, at hun havde haft en kæreste ude på Almegårds Kaserne, men har ikke noget videre kendskab til manden. Han bliver nok også lidt forvirret, når han læser om det, siger Helle Kelberg.

Tvillingerne havde en halvbror, som var fem-seks år ældre, men han er også død og kan derfor heller ikke kaste lys over mysteriet.

– Det er lidt svært, for vi har ingen idé om, hvad der er sket. Men det kunne godt tyde på, at der har været en graviditet, der skulle skjules. Der kan være sket meget i gamle dage, men når kæresten ved, han har fået en søn, så har hun i hvert fald født. Det er jeg sikker på, siger Helle Kelberg.

Tidligere har det været fremme, at Rita Larsen stadig står opført som bosat i Bagsværd, men det passer altså ikke, fastslår hendes niece, som ikke kan huske præcis, hvornår fasteren døde. Og hvad der skete, da Rita Larsen flyttede til hovedstaden, er et mysterium for familien.

– Vi ved simpelthen ingenting. Vi har ingen idé om, hvad der er sket eller ikke er sket, efter hun kom til København, siger Helle Kelberg.

 

Arvesagen kort

Advokat Jibran Sarwar fra det københavnske firma Advokaterne i Rosenborggade I/S har henvendt sig til Tidende for at få hjælp til at finde en eventuel arving efter Mogens Mathiesen, som var årgang 1936, men gik bort for nogle måneder siden. Jibran Sarwar er indsat som bobestyrer.

Mogens Mathiesen aftjente fra marts 1956 og 16 måneder frem sin værnepligt på Almegårds Kaserne i Rønne, og i den periode skal han angiveligt have gjort "postmesterens datter" gravid, hvilket resulterede i en søn. Far og søn har dog aldrig haft kontakt, men Mogens Mathiesen har to andre børn, der er registret som retmæssige arvinger.

Jibran Sarwar oplyser, at Rigsarkivet har været på sagen, men ikke har haft held til at grave noget frem. Han er i kontakt med Mogens Mathiesens to registrerede børn, som faktisk håbede, at Rigsarkivet ville finde deres eventuelle halvbror, da de er interesserede i at møde ham.

Mogens Mathiesen har aldrig nævnt morens navn, men i hans dokumenter er der fundet et navn, som kan have relevans, nemlig Rita Larsen, som er en kvinde, han har mødt i 1957.