Emmas skolegang gik op i kliker og kaos: 'Jeg græd bare'

Emma Petersens skole blev en del af en sammenlægning, der skabte klikedannelser i klasserne og betød, at hun fik alt for meget fravær. Nu fortæller hun sin historie for at gøre opmærksom på mulige konsekvenser af ét skoledistrikt.

I den seneste tid er det blevet slået ring om Rønnes to folkeskoler, store bannere og små protestsedler er sat op og underskrifter indsamlet. Alt sammen for at demonstrere imod, at Åvangsskolen og Søndermarkskolen skal være et enkelt skoledistrikt i stedet for to.

Derfor er Emma Petersen og Emmamarie Munch nu mødt op på deres gamle skole, hvor et stort rødt banner på parkeringspladsen og håndskrevne sedler i alle vinduerne markerer, at der er en ulmende uenighed. De har gået på forskellige årgange på Søndermarkskolen i årene efter der senest var sammenlægninger i Rønne, og deres oplevelser er stadig i frisk erindring.

– Jeg kan tydeligt huske den første dag med de nye klasser. Der var mange, der havde deres forældre med, for det var jo ligesom at starte helt forfra. Nye kammerater, ny lærer og en masse introduktion, husker Emma Petersen tilbage.

Nu er hun 16 år men hun glemmer aldrig den dag, hun fik at vide, at hun kunne blive på Søndermarkskolen, som hun lige var begyndt på året før. Hun skreg af glæde. Mange af hendes klassekammerater og lærere blev dog skiftet ud, og det blev starten på et kaotisk kapitel i hendes liv.

– Jeg kan huske, at jeg sidder hjemme i stuen, og min far råber den der liste op, og jeg får at vide, hvem jeg ikke kommer i klasse med. Og jeg græd bare. Så får jeg den der ene veninde at vide, og så stopper jeg med at græde og tænker: "Okay. Jeg har hende", fortæller hun videre.

Hun husker ikke alle detaljerne særlig tydeligt, for det var forvirrende for en elev i tredje klasse, og hun kan stadig i dag have svært ved at fatte, hvad det egentlig var, der foregik med de tre Rønne-skoler, som blev til to. Hun kalder sig selv et "tryghedsbarn", og hun husker de konsekvenser, det havde for hende.

– Jeg gik i min nye klasse på Søndermarkskolen i tredje, og så på Østre i fjerde, og så skulle vi tilbage til Søndermarkskolen i femte, og jeg tror først, det var der, det ramte for mig, forklarer hun.

Nogle dage kunne hun ikke komme ud af sengen derhjemme. Andre gange kom hun op, men ikke ud af døren, og hun husker også flere gange, hvor hun kom hen til skolen, men endte med at tage hjem igen. En dag vendte hun sig bare om og løb.

– Jeg ved ikke, hvad det var. Jeg havde bare ikke lyst, og det var især, når min tvillingesøster eller den der ene veninde ikke var der, så kunne jeg bare ikke, forklarer hun.

Hun havde derfor en periode med utrolig meget fravær, og fordi der var mange ting, hun gik glip af, var det svært at følge med fagligt.

Hun oplevede, at både hendes forældre, hendes lærer og støttepædagogerne, som hun husker som fast inventar i klassen, gjorde alt hvad de kunne for at støtte hende, men i femte klasse havde hun svært ved at forstå, at man kunne bruge sin lærer til noget som helst.

– I ottende klasse var der en støttepædagog, der satte mig ned og sagde, at nu skal vi lige have snakket om det her, og så begyndte det at gå fremad, og jeg havde faktisk nogle rigtig gode år til sidst.

Efter den snak fik hun tilbudt samtaler med en person fra det gule team, og det benyttede hun jævnligt, indtil hun gik ud af folkeskolen.

Alt var kliket op

I 2019 flyttede Emmamarie Munch til Rønne fra København. Hun havde forestillet sig at begynde i en velfungerende ottendeklasse, hvor hun kunne få nye venner. Men da hun startede to klasser over Emma Petersen på Søndermarkskolen var virkeligheden en helt anden.

– Alt var fuldstændig kliket op. Folk sad fast i nogle grupper, og man kunne mærke, at de holdt sammen, og det var meget svært at komme ind i. Jeg var bare sådan - hvad fanden handler det her om?, fortæller hun.

Hun fandt nogle venner, men hun blev også uvenner med andre.

– Det var som om, at folk havde nogle fordomme om de forskellige skoler. Så gad man ikke dem fra Åvang, og dem fra Åvang gad ikke nogen fra Søndermark og dem fra Østre... De var der bare.

– Ej, ja. Det var fuldstændig sådan der, det var, supplerer Emma Petersen.

– Det var meget kliket, fordi alle holdt sig sammen med dem, de kendte fra tidligere. Der var sygt meget drama og kaos, og man skulle bare være sammen med mindst to fra sin vennegruppe, og hvis to fra hver sin vennegruppe blev uvenner, så blev det helt ...

Også Emmamarie Munch havde meget fravær, og hun havde svært ved at følge med fagligt, fordi hun så gerne ville passe ind socialt.

– Jeg ville gerne være med i de her grupper, så jeg hungrede så meget efter den sociale bekræftelse. Jeg havde en lærer, jeg var glad for, men hun gik ned med stress. Det var der mange, der gjorde, og man kunne bare mærke, at de var pressede.

Begge piger husker da også deres klasser som nogle nærmest "onde" klasser, og de husker, at lærerne syntes, det var hårdt at undervise dem. Emmamarie Munch sætter sine penge på, at det handler om, at trivslen var i bund efter det skoleskift, hun mærkede efterdønningerne af.

– Børn afreagerer ved at være tarvelige overfor andre, og når det er så mange, så mener jeg, at det har noget med det skifte at gøre. At folk er kommet væk fra deres venner og omgivelser og lader det gå udover lærerne, gætter hun.

Mange har det svært

Pigerne har valgt at fortælle om deres skolegang, fordi de er trætte af at høre på de voksne, og de savner, at høre fra dem, der har prøvet det før.

– Til demonstrationen den anden dag spurgte jeg borgmesteren, om de har snakket med nogen af dem, der var med under Østre-skiftet. Så sagde han, at det havde han ikke. Det er sgu da bekymrende, mener Emmamarie Munch, hvis far arbejder på Åvangskolen.

Hun ved godt, at der skal spares penge, men hvis der bliver mere mistrivsel blandt børn og unge, så tror hun ikke, at det sparer penge i sidste ende. For støttepædagoger og skolepsykologer er heller ikke gratis.

– Jeg har småsøskende, og jeg vil ikke have, at de skal gå igennem det samme, for jeg har hørt så mange forfærdelige historier, og min søster har i forvejen har haft det svært med at få det til at fungere i skolen. Jeg frygter, at det kan gå ud over hendes mentale helbred.

– Der må være andre steder, man kan spare. For jeg synes bare ikke, at man skal gamble med børns trivsel. Der er allerede mange, der har det rigtig svært.

Emma Petersen er enig. Hun kan huske, hvordan hun ikke havde det særlig godt, og hvordan det påvirkede hele familien. Selvom hun fik det bedre i udskolingen, så kan hun stadig i dag mærke, at hun har nogle af mekanismerne med sig - både i forhold til skoleværgring og et stort behov for at passe ind i en gruppe.

– Det her kan påvirke så mange, og jeg kan bare huske hvor ked af det, jeg var. Jeg synes, at man skal tænke sig om en ekstra gang.

Tal med dem, der har prøvet det før

Emma Petersen og Emmamarie Munch har selv stået i kaotiske klasser som følge af skolesammenlægning, og nu giver de et godt råd til både børn og voksne.

Ender beslutningen om at lægge Søndermarksskolen og Åvangskolen sammen som et enkelt skoledistrikt med at stå ved magt, så håber 16-årige Emma Petersen og 18-årige Emmamarie Munch, at de ansatte på skolerne holder ved og kæmper for trivslen blandt de unge, selvom de har forståelse for, at det for mange vil være fristende at sige op.

De har nemlig begge gået på Søndermarksskolen i årene efter den seneste skolesammenlægning, og det gik hårdt udover både voksne og børn, husker de.

– Selvom man kan have lyst til at sige bye bye Bornholm, så synes vi, at de skal holde ud. De voksne skal indstille sig på at støtte og rumme, at der kommer til at være nogle børn, som ikke har det godt.

Emma Petersen oplevede, at hendes forældre var meget støttende i de perioder, hvor hun havde det svært, og den tryghed havde hun brug for.

Og begge pigerne oplevede, at personalet på skolen var forstående og gav plads til deres behov.

De to har også et godt råd til eleverne, som de håber kan stå sammen og håndtere det bedre, end de oplevede i deres klasser, hvor klikedannelser var et stort problem.

– I går igennem det samme og har noget til fælles, så hjælp hinanden og læn jer op ad hinanden - uanset hvilken skole man har gået på.

– Lad være med at tro, at en skole er bedre end en anden. Alle er bare børn på samme alder, som skal gå i skole og have en uddannelse, og du ved ikke, hvad de andre går igennem, siger de to.

Der er dog også et godt råd til de mennesker, der har taget beslutningen om, at distrikterne skal lægges sammen. De skal nemlig sørge for at tale med nogen, der ved hvordan det er, mener Emmamarie Munch.

– Uanset om man er borgmester, går i 1. klasse eller på campus, så må man altså lige kigge indad.

På campus har hun fået 10 med en pil opad i et fag, hun afsluttede med 02 i Folkeskolen. På den måde kan man fristes til at tænke, at det hele endte godt, selvom vejen har været besværlig. Men det er ikke helt sådan de to piger tænker, nu hvor det hele er på spil igen.

– Det kan godt være, at vi har det godt nu, men det er da ikke normalt, at man skal arbejde så hårdt for at få det godt. Der er nok også nogen, der er pissegode til skift og kan snakke med alle, men vi er også nogen, der ikke er sådan, mener Emma Petersen.

– Det er år i dit liv, hvor du udvikler dig super meget, og det er svært at fokusere på det sociale og det faglige på samme tid. Som barn kan du ikke prioritere, supplerer Emmamarie Munch.

Hun mener, at man som beslutningstager skal snakke med de unge mennesker, der har prøvet det før. Det er ikke logisk for hende, at man tager det samme valg igen uden at vide, hvad det egentlig er, man udsætter folk for. Derfor mener de to, at kommunalbestyrelsen burde tale med nogle af de unge, der var en del af sidste sammenlægning og måske også med nogle af de folkeskolelever, der står foran den nu.

– Der burde jo ikke være så meget arbejde i at få det godt i folkeskolen.