– Vi er rigtig glade for, at det er lykkes at rekruttere flere plejefamilier og udvikle samarbejdet med dem, vi allerede har. På den måde kan vores børn og unge blive her på Bornholm og benytte vores egne skoler og øvrige tilbud, lyder det fra Ann Rubæk-Nielsen.
Iben Olsen fortæller, at det i nogle sager også giver mening at kigge ind i plejefamilier som en alternativ løsning til de mere kostelige opholdssteder. Faktisk er det også en øvelse, man så småt har lykkedes med.
– Vi kigger hele tiden på, om vi har indsatser på Bornholm, som kan matche de anbringelser, vi har ovre. Vi tager jo selvfølgelig ikke børn hjem, der trives på et opholdssted på Sjælland. Men oplever vi et barn, der ikke trives eller udvikles nok - og som vi har et tilbud til her, så er det jo værd at kigge på, siger lederen og fortsætter:
– Sidste år har vi haft anbringelser på bornholm, hvor man var i tvivl: Skulle man have fat i specialiserede plejefamilier ovre? Eller har man en plejefamilie på bornholm? Og der har vi rent faktisk anbragt på Bornholm og lykkedes med at styrke plejefamilieopgaven.
Kompetenceløft til plejefamilier
Det er da heller ikke kun fra et økonomisk perspektiv, at der er noget at hente ved at anbringe i en plejefamilie.
– Vi ved fra undersøgelser, at børn der lever i en plejefamilie har markant større trivsel, end dem der bor på opholdssteder. I en plejefamilie får de det nære og en voksen, der altid er til stede, og kan i en trivselsmåling næsten ligestilles med børn, der bor hjemme. Når det så er sagt, så vil der jo altid være børn, der har det sværere, og hvor et opholdssted er det rette tilbud.
Man kigger derfor også nu ind i at opkvalificere og uddanne plejefamilier, så de kan gå fra kategorien almene over i, hvad der hedder styrkede eller specialiserede. Og dermed er klædt på til at modtage de børn, der kommer med mere komplekse problematikker.
– Skal man være en specialiseret plejefamilie, kræver det godkendelse fra Socialtilsynet og mange års erfaring på børneområdet, og det er nok kun et fåtal af dem, vi har på Bornolm. Så vi prøver også at kigge ind i at uddanne plejefamilier til at få status som kategorien forstærket, der er niveauet under. Her yder vi ekstra sparring og supervision, så vores konsulenter og supervisorer kan give en plejefamilie flere redskaber - for det er stadigt tungere problematikker, som børnene kommer med. Det er børn, der kræver noget særligt hver dag, siger Iben Olsen.
Stor interesse for plejefamilier