Alt dette taget i betragtning er det en gåde, at der i de seneste 20 år ikke har været en udvikling i den danske havbrugssektor. Bornholms Havbrug er et godt eksempel på, hvad der er galt. Efter en toårig testperiode sendte vi i juli 2014 en ansøgning om miljøgodkendelse til at iværksætte Bornholm Havbrug. Først nu, otte år senere, har vi fået et afslag fra Miljøstyrelsen. Det er også på trods af, at vi har fået udarbejdet en lovpligtig vvm-redegørelse (vurdering af virkninger på miljøet) af den uafhængige, internationalt anerkendte rådgivningsvirksomhed DHI A/S, som også fungerer som statens rådgivere på en lang række andre miljøspørgsmål, f.eks. Fehmern Bælt og Storebæltsbroen. Vvm-redegørelsen viste entydigt, at Bornholms Havbrug ikke vil have en negativ betydning for de nærmeste Natura 2000-områder eller forhindre opnåelse af god økologisk tilstand af vandplansområderne. En konklusion, der normalt burde være nok til at etablere et havbrug.
Men nej; i stedet modtager vi et afslag, der fortæller, at vi ikke overholder internationale forpligtigelser i Østersøen (Helcom-forpligtigelserne). Men den afviser vvm-redegørelsen, da næringsstoffer fra havbruget kun vil udgøre en forsvindende lille del og vil blive tilført på åbent hav i et område, hvor Danmark har opfyldt sine forpligtelser.
Eksemplet med den otte-årige lange sagsbehandling hos Miljøstyrelsen, som vi har oplevet på Bornholm, er ikke et enkelt tilfælde. Den gælder også andre havbrugsansøgninger. Det er for også bemærkelsesværdigt, at Miljøstyrelsen ikke forholder sig til vvm-redegørelsen, men henviser til andre politiske forpligtelser, som Miljøstyrelsen mener er indført i 2019, altså fem år efter at ansøgningen er indleveret. Det meget forsinkede afslag gives uden hensyn til det faktuelle; nemlig at der er udarbejdet miljøredegørelser med positiv konklusion: produktionen af fisk i Danmark er miljø- og klimaeffektiv, økonomisk rentabel og ansvarligt for folkesundheden. Vi er derfor kede af, at Bornholms Havbrug i denne omgang er blevet afvist – og efter vores overbevisning på et uberettiget grundlag. Havbruget spørger ikke om økonomisk støtte, men kun om at få en fair og ordentlig sagsbehandling.
Og nej, vi skal ikke kun, som Danmarks Naturfredningsforening argumenterer for, flytte alle havbrugene ind på store landbaserede anlæg, som kræver store landarealer tæt på kysten med en kvælstofbelastning i vandplansområder med reduktionsbehov og et stort strømforbrug per kilo opdrættet fisk. De giver heller ikke økonomisk mening i en tid, hvor elprisen når nye højder, og hvor vi står i en forsyningskrise. I stedet skal vi investere todelt; både i produktionen på landbaserede anlæg og på anlæg til fisk ude på åbent hav. Jeg tror, at det kan være en af løsningerne på, hvordan vi kan skabe bæredygtige fødevarer for fremtiden og arbejdspladser i landdistrikterne uden at gå på kompromis med vores miljø. Det kræver blot, at vi får lov.
