82 husstande får julehjælp af Luthersk Mission

NOTITS | 16. NOV 2023 • 07:45
Holger Larsen
Journalist
NOTITS
16. NOV 2023 • 07:45

Luthersk Mission Bornholm deler i samarbejde med Luthersk Mission Unge på Bornholm adventspakker ud til 82 bornholmske husstande.

Det oplyser Anders Solgaard, præst i LM-Kirken Østbornholm, i en pressemeddelelse.

30-40 bornholmske unge pakker tirsdag den 21. november de 82 pakker, der skal uddeles. I dagene efter vil modtagere kunne hente deres gaver fire steder på øen. I den forbindelse vil der være hygge med kaffe og kage og et sted vil modtagerne også blive tilbudt et måltid mad.

– Vi har fået midler fra LMU Danmark, LUMI Genbrug i Nexø, IM Genbrug i Rønne, EWII og Kratgård Maskinstation. Derudover er der kommet gaver fra et lokalt missionshus og fine rabatter fra lokale leverandører som Kids Coolshop og Juhls Minigolf til pakkerne. I en del gaver, vil der være gavekort til lejrophold for børn i familien. Det samlede beløb til uddelingen til de 82 modtagere har en værdi på cirka 125.000 kroner, oplyser Anders Solgaard.

Han oplyser, at man egentlig havde et loft på 75 ansøgere, men udvidede, da man fik ekstra midler.

– Vi er meget glade for den store hjælp fra partnere og taknemmelige for at kunne hjælpe bornholmske familier til en lidt nemmere december rent økonomisk, siger Anders Solgaard.

Gaverne er ikke lige store, da børnefamilier prioriteres højst. Pakkerne indeholder madvarer, gavekort, juleting og spil eller legetøj.

FÅ ABONNEMENT