Vil være byens nye samlingssted - også om vinteren

Vil være byens nye samlingssted - også om vinteren
Christian Skovdal Andersen og Jessica Andersen glæder sig til påske, hvor Penyllan genåbner i nye lokaler. Fotos: Jesper Gynther
TOPNYHED | ERHVERV | 3. MAR • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
TOPNYHED | ERHVERV | 3. MAR • 05:30

Mikrobryggeriet Penyllan er i fuld gang med at udvide sit forretningskoncept i nye lokaler på Tejn havn. Målet er at skabe en form for moderne samlingssted, hvor byens befolkning hele året rundt kan komme og spise og drikke og sågar se biograffilm.

Da mikrobryggeriet Penyllan åbnede for 10 år siden på Tejn havn, var det lidt et sats. Tejn by havde nemlig været igennem nogle hårde år efter fiskeriets kollaps i 90'erne. Men hvor mange andre havde givet op og overladt byen til sin triste skæbne, så Christian Skovdal Andersen og Jessica Andersen muligheder.

De købte bygningerne, som tidligere havde huset en fiskefabrik i 70'erne og 80'erne, og begyndte at brygge øl. De begyndte også at sælge rundvisninger, så nysgerrige fra nær og fjern kunne lære, hvordan bryggeriprocessen foregår. Og ikke mindst åbnede de en bar, så man kunne smage på herlighederne.

Initiativet blev taget rigtig godt imod af både lokale og turister, og i dag er Penyllan et velbesøgt sted. Og nu er det så blevet tid til at tage endnu et sats. Christian Skovdal Andersen og Jessica Andersen vil nemlig gerne udvide forretningskonceptet, hvilket blandt andet vil gøre det muligt at holde endnu mere åbent om vinteren til gavn for beboerne i byen. Derfor flytter de nu hele bryggeriet til nye lokaler på havnen.

– Vi har jo længe godt kunnet tænke os at finde nogle lokaler, hvor der var mulighed for at holde åbent om vinteren og om aftenen, siger Christian Skovdal Andersen og forklarer, at problemet med de nuværende lokaler er, at de er uisoleret. En anden udfordring er, at udearealet med pallemøblerne ligger på østsiden af bygningen.

– Så lokalerne er temmelig kolde om vinteren. Samtidig er der kun sol til omkring 18-19-tiden om sommeren, og det gør så, at det bliver koldt om aftenen, og så smutter folk, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet



Her vil man snart kunne sidde i aftensolen og nyde en af mikrobryggeriets øl, mens man kigger ud over Østersøen. Ølbryggerparret fortæller desuden, at det nye sted ikke får navnet Havnehuset. Det var bare en arbejdstitel. Derfor bliver det stadig et "Penyllan"-skilt, som kommer til at hænge på facaden.

 

Vil åbne pop-up restaurant og biograf

Spørgsmålet har bare været, hvorhen bryggeriet skulle flytte hen? For tre måneder siden gik det pludselig op for dem, at løsningen hele tiden havde ligget lige for snuden af dem.

Faktisk var det ejeren af vinbaren Kanten, Maria Larson, som kom på ideen. Kanten er placeret på Tejn havn i nogle af de lokaler, som tidligere fungerede som et frysehus for virksomheden Espersen, og hun foreslog, at bryggeriet jo kunne flytte ind i resten af frysehuset. Christian Skovdal Andersen har nemlig siden 2021 været medejer af bygningen.

– Jeg tænkte først, det kan jeg ikke, for det er jo ikke mig, der ejer det. Men så syntes min kompagnon også, at det var en god idé og gik med til at lade sig købe ud, fortæller Christian Skovdal Andersen.

De nye lokaler er 300 kvadratmeter mindre end de nuværende, men der er stadigvæk rigeligt med plads til at drive et mikrobryggeri og fortsætte med at have en butik og bar med plads til nok omkring 50 gæster indenfor.

Den helt store fordel er, at bygningen er forholdsvis godt isoleret, og dermed kan den varmes op om vinteren, uden at varmeregningen bliver alt for stor. Lokalerne er også i lidt bedre stand, og der er både afløb og betongulv, ligesom der også er mulighed for at lave industrikøkken. Det giver tilsammen Penyllan en række muligheder for at udvide forretningskonceptet.

– Vi har manglet lidt et køkken, fordi det må man ikke have sammen med produktionsudstyr. Det vil levnedsmiddelkontrollen ikke have, og det er jo fair nok. Men nu er det så adskilt med både en port og en dør, så vi kan ikke se nogen problemer i det, siger Christian Skovdal Andersen, som dog ikke selv vil stå for at lave maden.

– Madlavningen prøver vi nok at outsource. Så hvis der er nogen, der er interesseret i det, så er vi altid lydhøre, siger han og fortæller, at idéen er at have en food truck fast om sommeren, og så skal der være en pop-up-restaurant, som også har åbent i løbet af vinteren.

– Og så har vi tanker om, at vi skal lave en lille gratis biograf. Vi har fået en ret god aftale med filmdistributørerne, hvor vi kan få lov til at fremvise det til en meget rimelig pris, mod at vi ikke tager penge for det. Og så selvfølgelig lave noget, der ikke konkurrerer med de biografer der er på Bornholm, så det bliver gamle film, vi viser, siger han og fortæller, at biografen også vil have åbent om vinteren.

Artiklen fortsætter under billedet



Oversigt over hele udearealet, hvor der vil være plads til omkring 300 mennesker, og hvor der efter planen skal bygges en scene til musikarrangementer.

 

Udeservering med havudsigt og solnedgang

De nye lokaler løser desuden problemet med det manglende sollys om aftenen. Udendørsarealet er nemlig på vestsiden af bygningen, og her er Christian Skovdal Andersen og Jessica Andersen allerede i fuld gang med at bygge en terrasse, hvor tanken er, at man kan sidde og drikke øl, mens man kigger ud på Østersøen og ser solen gå ned.

– Gårdhaven er det helt store salgsargument, for om sommeren er der sol her indtil klokken 9-10 stykker om aftenen. Samtidig holder frysehusets mure på varmen, siger han og fortæller, at der på asfalten kommer til at blive placeret planter og andre ting, som skaber en hyggelig atmosfære.

– Og så vil vi bygge en scene, for vi har jo hele tiden haft musikarrangementer gennem sommeren, og det vil vi gerne fortsætte med, siger han og fortæller, at der nok bliver plads til hele 300 gæster på udearealet.

Det er dog langt fra kun sommergæster, som vil få gavn af de nye forhold, for det ligger ølbryggerparret meget på sinde, at der skal være aktiviteter for byens beboere i de ellers stille vintermåneder. Drømmen er, at Penyllan på sigt bliver et moderne samlingssted, hvor byens beboere blandt andet har mulighed for at leje sig ind til markering af livets store begivenheder.

– Det har længe været et ønske, vi har haft. Vi holder allerede åbent hele vinteren hver lørdag, og det har vi insisteret på, selvom det ikke er nogen kæmpegod forretning. Det er simpelthen for at have lov til at brokke sig over alle de andre, der har lukket, siger Christian Skovdal Andersen.

Indtil videre har der været et okay fremmøde om lørdagen i løbet af vinteren, men håbet er, at mange flere vil komme, når det kommer til at foregå i isolerede og opvarmede lokaler.

– Det har ikke været så specielt tiltalende, for folk sidder jo og hundefryser, men de lokale er alligevel kommet. Så vi håber jo, det kan bære det meget bedre, når folk kan holde varmen, siger han og fortæller, at det muligvis godt kan være, at Penyllan vil udvide åbningsdagene om vinteren.

– Altså vi kommer uanset hvad til at have åbent hver lørdag, ligesom vi altid har gjort. Men så vil vi godt udvide det med en ekstra dag eller to, hvis det hænger sammen.

Artiklen fortsætter under billedet



Til venstre ses Penyllans nuværende lokaler og til højre ses de nye.

 

Åbner til påske

Det er planen, at Penyllans butik og bar skal være klar til at åbne i de nye lokaler til påske, og til foråret rykkes produktionen. Så der bliver nok at lave det næste stykke tid, siger Christian Skovdal Andersen, som ikke kun investerer meget af sin tid i flytningen, men også en del penge.

Han glæder sig derfor over, at LAG Bornholm netop har støttet projektet med 120.000 kroner.

– Vi søgte jo om at få lidt hjælp til det, og det fik vi så heldigvis. Det er en dyr proces. En ting er at finde pengene til at købe min partner ud, men der er også hele flytningen og nyindretningen, siger han og fortæller, at planen er at bruge lidt flere penge på møbler, end parret gjorde, da de åbnede Penyllan for 10 år siden.

– Denne gang vil vi godt lave det lidt mere strømlinet i stedet for bare at bygge det af gamle paller. I starten ville vi ikke ofre noget på det, fordi vi anede ikke, om det kunne lade sig gøre at have en ølbar i Tejn. Men det har det så kunnet. Det er gået rigtig fint, og så vil vi godt gøre lidt mere ud af det.

I er kommet for at blive?

– Det er vi. Vi kommer ikke til at rykke fra Tejn. Vi var jo de første til at lave den slags hernede. Så det ville være skørt at forlade det.

Du oplever også, at hele byen udvikler sig?

– Ja, vi har fået en masse nye ting nu. Isværket og smedjen, og jeg forventer, at der kommer mere. Det er også derfor, vi gerne vil udleje lokalerne, hvor det gamle bryggeri lå. Vi kan godt bruge det bare til at opmaganisere ting i, men det er lidt spild af lokale. Det ligger jo rigtig godt i forhold til, at det ligger lige ud til parkeringspladsen og så videre. Så vi håber meget, at vi får nogle henvendelser på det, siger han og slår fast, at selvom det ikke er isoleret eller har aftensolen, så kan det stadig bruges til noget fornuftigt.

– Frontlokalet er rigtig velegnet til en butik, og hvis man ikke har åbent om aftenen, så er man jo ikke afhængig af at have aftensol. Så der håber vi, nogen kunne tænke sig at leje det på et tidspunkt af os.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT