Hanne Frigaard Jensen har selv været frivillig i otte år, og hun var ikke i tvivl om, at det var noget, hun ville bruge tid på.
– Jeg har altid sagt, at når jeg går på pension, så vil jeg stå i en genbrug. Jeg elsker loppemarkeder og er altid kommet meget i genbrugsbutikker, og jeg ender som regel med at tage alt for mange ting med hjem, indrømmer hun.
– Og så er det jo sjovt at tjene penge til andre, siger hun og fortæller, at det giver en stor tilfredsstillelse at vide, at overskuddet går til Danmissions nødhjælpsarbejde.
Organisationen giver blandt andet nødhjælpspakker til familier på flugt i Libanon og skaber dialog mellem forskellige trosretninger i Afrika, Asien og Mellemøsten, ligesom den også beskytter miljøet og truet regnskov i Cambodja. Derudover donerer Danmission Genbrug Aakirkeby 15 procent af sit overskud til Aaker-Pedersker sogns menighedsråd, hvilket har gjort det muligt at købe nye kirkebænke og salmebøger.
Man behøver dog ikke være kristen for at blive frivillig.