Taget fløj af Inhouse: 'Det væltede jo ned på vejen med tagdele'

Taget fløj af Inhouse: 'Det væltede jo ned på vejen med tagdele'
Det så dramatisk ud, da taget pludselig begyndte at flyve af ved Inhouse og 365 i Nexø. Foto: presse-fotos.dk
NYHED | ABONNENT | 21. OKT 2023 • 10:38
NYHED | ABONNENT
21. OKT 2023 • 10:38

Med tanke på, at taget fredag begyndte at flyve af, er man sluppet godt igennem uvejret, fortæller Inhouse Bornholm, der lørdag kan åbne igen.

Inhouse Bornholm i Nexø er sluppet nogenlunde helskindet igennem uvejret, selvom der fredag eftermiddag begyndte at falde tagdele ned fra bygningen.

Det fortæller sælger i Inhouse, Jens Erik Rasmussen, der selv var til stede, da taget pludelig begyndte at flyve af.

– Det første jeg gjorde, var at ringe til politiet for at få lavet noget vejafspærring, fordi det væltede jo ned på vejen med tagdele. Så kom politiet og brandvæsnets indsatsleder, og jeg synes, det gik rigtig fint. Ingen kom til skade, hvilket jo er det vigtigste, siger Jens Erik Rasmussen lørdag formiddag, kort efter afspærringen på Søndre Landevej er blevet fjernet.

– Alle afspærringer i området blev fjernet her klokken halv ti, og vi har fået lov at åbne igen.

Gået godt alt taget i betragtning

Dermed kan møbelforretningen alligevel åbne lørdag - dog må sengeafdelingen holde lukket, forklarer Jens Erik Rasmussen.

– Vores sengeafdelingen holder vi lukket i dag, fordi der skal etableres noget affugtning og så videre i det rum. Men jeg synes, det er gået fantastisk godt alt taget i betragtning, siger sælgeren, der sætter stor pris på beredskabernes indsats.

– I går aftes hjalp Beredskabsstyrelsen og brandvæsnet os med at flytte de møbler og senge, der var berørt, og så har vi dækket det til med plastik. Skadesservice gik hernede med to mand hele natten med vandstøvsugere og sugede vandet op. Der er fugtigt, og loftet er vådt, men alle møblerne er dækket til, og jeg tror ikke, der er sket nogle skader på møblerne. Det kunne have være meget værre, fortæller Jens Erik Rasmussen.

Tilbage står dog stadig et tag, der ikke har det alt for godt, men det overlader Inhouse Bornholm trygt til de rette hænder.

– Først skal det gamle tag jo fjernes, og så begynder de at reparere. Og så skal taget jo skiftes her i de kommende uger, tænker jeg. Samlet set vil jeg tro, at der skal 500 kvadratmeter tag til, men alt det går de i gang med i dag, siger Jens Erik Rasmussen.

Bornholms Politi bekræfter, at afspærringen på Søndre Landevej er ophævet, og at vejen igen er farbar.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT