Det er muligvis en smule kontroversielt, men det er samtidig både modigt og dybt gennemtænkt: Hotel Blommes Place i Snogebæk siger ingen adgang for børn under 13 år. Resultatet? En fjerde sæson med godt gang i besøgene og masser af gengangere.
Vi har det nogle gange med at tænke børnene først. Selv kulturugen og Bornholms Kunstmuseum lefler for børnefamilierne, så når nogen går i den stikmodsatte retning, er det værd at spærre øjnene op.
Det er nemlig befriende, at nogen også ønsker at skabe de her frirum for ro og fordybelse, hvor vores allesammens feriegæster kan sove længe, læse i hængekøjen eller nyde en tur i saunaen uden afbrydelser. Det er prisværdigt, at man står ved den, man er, og ikke går på kompromis med sin målgruppe. Lad os få mere af det.
For det er jo det samlede spektrum, der gør, at vores stærke turistbranche er så helstøbt, som den er.