Poul Pava var millionær – nu bor han i campingvogn

Poul Pava er på kunstparnasset aldrig rigtig blevet accepteret som kunstner, men har tjent millioner på sine malerier og sit design. For fem år siden knækkede kurven, han måtte sælge alt og bor i dag i en campingvogn. Men måske er der lys forude.

Poul Pava kommer ud ad sit galleri denne formiddag på Snellemark i Rønne, lige da jeg ankommer. Han har to kopper i hånden, og netop da han har lukket døren og taget tre skridt ud på fortovet, passerer en kvinde ham, tydeligvis med kurs mod galleriet, så han stopper op og vender sig rundt.

Hun når lige at tage fat i dørhåndtaget, da hun kigger op på glasruden, hvorpå der står "Wild Distillery, Bornholm Denmark", og slipper grebet igen.

– Nej, det er forkert, mumler hun og drejer om på hælen.

Måske er det symptomatisk for Poul Pavas liv lige nu.

Folk, kunder og investorer springer ikke just ind ad hans dør, og for fem år siden tog hans økonomi en voldsom rutchebanetur den gale vej.

Også han vender omkring igen her på fortovet, kigger på mig og spørger:

– Vil du ha' en kop kaffe?

Ja tak.

– Du kan bare gå ind, siger han og forsvinder selv ind til sin nabo i nr. 34, vin-og spiritusbutikken Hos Thomas.

På den store rude til Poul Pavas galleri står der "galerie poul pava, design & interior opgaver, www.poulpava.dk", men her holder også aktuelt Holger Strøms lampeskærmbutik IQ light til, ligesom Pava altså er forhandler af Wild Distillerys produkter, som det tydeligt fremgår af indgangsdøren.

Inden for i galleriet hænger nogle af de ganske flotte saml selv-lamper fra IQ light ned fra loftet og dertil nogle af Poul Pavas malerier på væggene. De er som altid vidt forskellige, men også som altid genkendelige på grund af hans signaturfigur med de store runde barneøjne, som kunstneren åbenbart kan variere i det uendelige.

Kunstneren?

Poul Pava selv er om ikke smerteligt bevidst, så dog udmærket klar over, at på parnasset er han aldrig rigtig blevet betragtet som kunstner med stort K. Ikke desto mindre har han solgt sin malerier og design i ret utrolige mængder, ligesom han har tjent ret utrolige mængder penge på dem gennem årene.

Nu er han snarere utroligt meget på røven, for denne legemsdel hænger stadig grundigt fast i et økonomisk morads, som ligger fem-seks år tilbage, da hans forretningsimperium pludselig begyndte at vakle og falde sammen.

20 mio. kr.

Slår man op i Bornholms Tidendes artikellager, finder man hurtigt en overskrift fra 2010 til en artikel, som hedder "Poul Pava omsatte for 20 mio. kroner".

Han var dengang over to sider blevet interviewet i dagbladet Politiken, som fortalte, at så langt væk som i Canada, Costa Rica og Kina fandt man hans produkter på hylderne. I alt 500 butikker i 10 lande, og Pava sagde blandt andet:

– Vi har lige fået lavet 120 kilometer voksdug med mine motiver i Kina. 120 kilometer! Det kan sgu godt blive til nogle duge.

Han fortalte også om, hvordan han tidligt erkendte, at han ikke skulle forvente anerkendelse for sin kunst fra akademikere og professorer, hvorfor han i stedet i starten af 1990'erne udså sig en rigtig god hjørnecafé, hvor han vidste, at der kom 500 mennesker om dagen.

– Så på den måde byggede jeg egentlig mit apparat op. Helt uden om det der system, som er helt uigennemtrængeligt, forklarede han.

Ja, der var gang i forretningen dengang, og lad os for en stund i al godmodighed forlade diskussionen om, hvorvidt Poul Pava er gal eller genial, kunstner eller forretningsmand, et irriterende bragehoved eller et krydderi på tilværelsen.

På et tidspunkt vil vi alle komme til at kigge ned i slikskålen og erkende, at den pludselig ser lidt halvtom ud. Altså, livets slikskål. Bunden nærmer sig, og mon man kom til at spise alle de sjove stykker først, om de så var syrlige eller søde, bløde eller knasende, sprøde eller stærke? Er der kun nogle triste gråmelerede lakridser uden smag tilbage?

For nogle af os er Poul Pava i sig selv et af de gode stykker i den slikskål og bidrager til at give tilværelsen kulør, og selv har han i dén grad taget for sig fra skålen, ingen tvivl om det. Og heldigvis kan han end ikke selv foruddiskontere, om der i overført betydning er flere smagseksplosioner tilbage.

Men han kæmper, og lige for tiden går han spændt og venter på, om hans seneste kreative satsning med gin i designede flasker vil få et gennembrud i en butikskædes 400 udsalgssteder landet over. Rutsjebanen er stadig i bevægelse, og måske kan han lægge fortiden bag sig, hvor han er gået fra at tjene masser af penge og have gang i sin biks på diverse fronter til den øretæve, de seneste år har budt på, og som i dag betyder, at han ikke er i besiddelse af meget jordisk gods.

Faktisk er alt solgt, og han bor i dag i en campingvogn med stort fortelt.

Det er stressende

Vi får hver sin kop kaffe inde fra Hos Thomas her ved hans arbejdsbord i galleriet, og han sætter sig ned.

Jeg når end ikke at stille et spørgsmål, før han er i gang.

– Jeg kom i tanke om noget med den her artikel, begynder han.

– Jeg har stået i stampe i fem år...

Han afbryder sig selv, da han ser, jeg begynder at tage noter.

– Kan du ikke tænde for en diktafon, så vi bare kan snakke?

Joda.

Så begynder han selv at stille spørgsmål:

– Hvor lang skal artiklen være, en side eller hvad?

Nej, vi skal jo langt omkring og tale om mange ting, den kan ikke være på en side.

– Nå, siger han.

– Men jeg tror hoved-issued...

Han afbryder igen sig selv.

– Ka' du ikke sætte dig ned, det er så stressende, når du stå op.

Jo, naturligvis.

– Men hoved-issued (hovedemnet, red.) med hensyn til mig og mit tab nede på Laksetorvet er jo, at nu sidder jeg her, og på Laksetorvet – og det har jeg sagt før – endte jeg med et tab på fem-seks millioner kroner.

Det kræver en forklaring. Præcis en måned efter Tidende i 2010 fortalte om hans omsætning året før på 20 millioner kroner, fortalte vi også fredag den 23. juli, at han dagen inden havde åbningsdag i Poul P Lounge & Café på Laksetorv i Rønne. På det tidspunkt havde han galleri i bygningen ved siden af, og da restaurant Gastronomen lukkede, ville han sikre sig, at der fortsat var et spisested af en vis kvalitet på torvet, hvorfor han købte bygningen og åbnede en selv.

Det skulle vise sig at være en dårlig idé. Restaurationsbranchen kom til at koste ham dyrt i de efterfølgende år.

Han lukkede også sit galleri og udvidede sin investering i aften- og nattelivet ved at indrette Arne Jensen Bar i lokalerne og lavede dertil hotel på de øvre etager.

– Jeg kom derfra med en gæld til banken på nok et par millioner, og dertil skyldte jeg også i omegnen af en halv million til skat, siger han i dag.

Spørgsmålet, forklarer han, var, om han skulle smide håndklædet i ringen og bare afvente en gældssanering eller forsøge at klare skærene. Men han har børn, og deres hjem i huset i Hasle ville han gerne forsøge at bevare.

– Det var ikke andre muligheder, siger han.

– Men jeg vil også sige, at ingen har nogensinde tabt penge på mig, hverken told eller skat eller banken eller andre. Omvendt har de tjent mange penge på mig. Men for at gøre en lang historie kort, så gik jeg altså i gang med projektet med at få den gæld ud af verden. Få solgt alt, jeg kunne sælge, og så videre, og i dag står jeg så og skylder banken 160.000 kroner, men har faktisk lidt mere stående, og det skyldes dels, at jeg har solgt en masse, dels at jeg også har tjent penge igennem de fem år.

I skifteretten

Told og Skat har dog været forbi og banke på hans dør med en ordre om, at han skulle møde i skifteretten og betale nogle hundrede tusinde. Banken, som han på det tidspunkt havde afdraget halvanden million til, afviste at låne ham penge.

– Men så havde jeg en ven, jeg kunne låne nogle hundrede tusinde af mod kaution i mit hus, og selvfølgelig til skyhøje renter, men jeg fik betalt pengene, siger han og tilføjer lakonisk:

– Ja, ven og ven...

Flere gældsposter dukkede op, blandt andet i form af udskudt skat i "virksomhedsordningen", og i dag funderer han igen over, om han skulle have trukket stikket. Lade det hele sejle og bare afvente den der gældssanering.

– Men i stedet valgte jeg selvfølgelig den modsatte løsning: Betal alt, hvad du skylder. Og jeg har knoklet hårdt og også tjent penge, men de seneste fem år har jeg altså også kun levet fire måneder af gangen. Det er, hvad jeg hele tiden har formået at sælge og sikre omsætning til at overskue, siger han.

– Heller ikke lige nu aner jeg, om jeg bliver nødt til at trække stikket om fire måneder. Nu har jeg de seneste fem år betalt cirka to millioner af til banken og told og skat, men der kommer aldrig nogen og siger "du har fanme gjort det godt", nej, tommeskruen bliver der skruet på, indtil den sidste femøre er betalt, siger han og drejer sine hænder sammen, som om han var ved at dreje halsen om på en høne.

– Jeg mistede alt for de der fem år siden, men lige nu er jeg i gang med nogle store projekter, så måske..., tilføjer han og tænder sig en cigaret.

Ja, måske er der lys forude, men vi skal lige finde ud af, hvor Poul Lausen egentlig kommer fra – og hvorfor i øvrigt hans fødenavn i offentligheden er gået i glemmebogen.

Han er født og opvokset i Ribe, fortæller han.

Og dine forældre lavede hvad?

– Min far var skatteinspektør, siger han med et udtryk, der viser, at han godt kan se komikken.

– Og min mor var hjemmegående.

Han har en yngre og en ældre bror, hvoraf ingen stikker ud, som han selv gjorde og gør.

– Jeg gik i syv forskellige skoler, siger han.

– Havde det været i dag, havde jeg nok fået forskellige diagnoser hæftet på mig, for jeg kunne ikke sidde stille og var faktisk også på en institution, Lillesø, for adfærdsvanskelige børn i et år, hvor vi blev blandet sammen med hjerneskadede mennesker i én stor pærevælling. Jeg gik mere eller mindre ud af skolen efter 7. klasse og flyttede hjemmefra som 15-årig. Jeg fik arbejde på en gård.

Indtil han var i begyndelsen af tyverne, arbejdede Poul Lausen på forskellige gårde, men dernæst i et par år på en fabrik, der producerede plastikslanger, inden han i 1992 overtog Ribe Pavacenter og blev selvstændig.

– Min far var gode venner med bilforhandleren, som havde den afdeling, men ville af med den, og han spurgte min far, om det ikke var noget for sådan en rask dreng, som var fiks på fingrene at overtage den. Og så blev jeg lært op i det og havde centret i fire-fem år, siger han.

Nemlig. Læseren har allerede gættet, at det er undervognsbehandlingen, der siden har hængt ved Poul Lausen.

– Det er deraf øgenavnet kommer, siger Poul Pava.

– Og det hang ved, selv om jeg jo var kunstner samtidig.

Første plakat i 1992

Hvornår begyndte du på det?

– Jeg har malet, siden jeg var cirka 16 år, allerede da jeg blev konfirmeret samlede jeg på kunst og fik Bjørn Wiinblad og franske plakater med Miro for eksempel. Og jeg har skriblet. Og spillet klaver helt fra jeg var lille.

Du er selvvært?

– Ja, fuldstændig.

Du satte dig bare til klaveret derhjemme?

– Ja. Jeg har aldrig gået til undervisning.

Men du spiller jo?

– Ja. Men det er der sgu så mange, der gør.

Han solgte Pava-centret engang i 90'erne og flyttede til Aarhus, hvor han spillede musik i diverse bands og sammenhænge.

– Men jeg var også godt i gang med kunsten, siger han.

– Jeg trykte min første plakat i 1992, det er over 30 år siden. Jeg tror, det var en plakat til en byfest.

I Aarhus lærte han hurtigt kunstneren og designeren Bo Bendixen – ikke at forveksle med sangeren af samme navn – at kende og gik til hånde hos ham.

– Han havde gjort det godt og var en inspirator. Jeg begyndte at trykke mine første postkort.

Postkortene kørte han ud og solgte til diverse gallerier, cafeer og butikker, ligesom han malede sine karakteristiske malerier, som han solgte i stor stil.

– Vi var de første, der var fremme med lærredstryk, og dem solgte vi mange af, siger han.

Hvem er vi?

– Min samarbejdspartner, Hoei rammefabrik, som kontaktede mig for at høre, om ikke vi skulle trykke nogle flere af de der postkort og også lave nogle plakater. De havde, som nok de første, en teknik, hvor man kunne printe direkte på lærredet. Det blev populært og har nok ude i butikkerne omsat for langt over 300 millioner kroner, vil jeg tro. Men i det hele taget solgte jeg sgu mange billeder dengang. Jeg var populær. Jeg lavede udstillinger oppe hos Galerie Knud Grothe i Charlottenlund, og der solgte vi nogle gange for en million kroner.

Dit signaturmaleri er jo den her barnlige figur med store øjne, hvor kommer den fra?

– Jeg aner det ikke, den kom bare. Men hvor fanden kommer ting fra? Så kunne jeg også spørge, hvorfor fanden du er journalist? Spørg de højere magter, hvor det kommer fra.

Det kunne være, du sagde, at du første gang malede den i 1993, eller hvad ved jeg?

– Nej, men jeg har da også mødt en del modstand i mit liv, og så har jeg altid kunnet lide Klodshans, og mine figurer er sådan nogle, hvor jeg maler mig lidt tilbage til den bekymringsfrie barndom.

Er det en stiliseret Klodshans?

– Ja, det kan man sige, på den måde at desto mere, vi ved, desto flere bekymringer får vi. Som børn er vi meget bekymringsfrie og render rask væk over æ vej (det jyske fornægter sig ikke, red.) uden at tænke over konsekvensen, for vi er ikke bange for noget.

Din barndom lyder ikke umiddelbart bekymringsfri?

– Nej, men jeg har nok trivedes i det kaos, der var. Jeg tror ikke, jeg tænkte så meget over det.

Deler vandene

Poul Pava begyndte altså at køre rundt og sælge sine plakater og postkort.

– Fordi jeg ikke kunne komme ind på nogen som helst seriøse museer eller gallerier, for der var ikke nogen, der ville have noget med mig at gøre, siger han.

– Og det er der sådan set stadig ikke, jeg er jo ikke anerkendt. Så i stedet for at hænge i kedelige kunstforeninger, udstillede jeg i de lokale og fancy cafeer og andre steder, hvor der kom mennesker, siger han og forklarer, hvordan han deler vandene.

– Jeg var noget nyt dengang og havde også en ny stil, som man ikke havde set før. Mange kunne lide det – og mange kunne ikke. Jeg deler nok folk op i fifty-fifty, en halvdel, der kan lide det, og en halvdel der ikke kan. Og så er der den idiotiske, synes jeg, kommentar, om at ethvert fjols kunne lave det, jeg laver, men hvorfor er det nemmere at lave det end et eller andet stykke abstrakt kunst?

Kender du anekdoten om Picasso, som har en udstilling, og en mand, som studerer hans malerier, siger til ham: "Ærlig talt, de billeder, De maler, kunne mit femårige barnebarn male lige så godt". Hvortil Picasso svarer: "Det skal da nok passe. Men kunne De?".

– Ja, kunne De, gentager Poul Pava.

– Men jeg plejer at tilgive dumme mennesker, for dumme mennesker ved ikke, de er dumme. Hovedpointen i mit kunstneriske univers og også helt generelt er, at der ikke findes grimme ting i verden, men der findes grimme handlinger. Ligesom der findes snobberi og kammerateri, og er du ikke medlem af det rigtige selskab, så kan det gå galt. I dag er det enormt vigtigt at blande sig med de rigtige mennesker.

Føler du ikke, at du har været medlem af det gode selskab?

– Nej, det har jeg altid været udenfor. Og da jeg fik medvind med postkort og plakater, blev jeg degraderet endnu mere, fordi man sagde, at "ham kan vi ikke have med at gøre, for han masseproducerer sine ting". Rigtige kunstnere laver kun ét værk om året.

Til gengæld begyndte du at tjene penge?

– Ja, det gjorde jeg.

Hvornår var det?

– Det kan jeg sgu ikke huske præcist. Jeg har altid være god til at tjene penge. Det gjorde jeg også, da jeg var undervognsbehandler.

Ud i verden

På et tidspunkt fik Aida, som er en dansk porcelænsproducent, øje på Poul Pavas streg.

– De hev fat i mig og spurgte, om ikke vi skulle lave noget porcelæn sammen. Tallerkener, kopper, vaser og så videre. Og det kørte fantastisk. I bund af grund har jeg nok aldrig været rigtig stolt af det, men det var jo brød på bordet.

Og det blev stort?

– Ja, vi var ude i Imerco og i Kop & Kande og også i udenlandske butikskæder. På et tidspunkt var vi ude i 600 butikker, primært i Norden, men også i andre lande. Og lige nu er vi også i Kina. Der har vi været i fem år, men det er opad bakke derude. Og for fem-seks år siden røg Aida ud af en række kæder med mine produkter. Vi havde tjent mange penge, men pludselig trak butikkerne stikket. Det er jo en rå kalkule, hvor man ser på, hvor meget omsætter hylden med Poul Pavas ting for? Og så genbestilte de ikke.

Rent faktisk eksisterer hans samarbejde med både Hoei og Aida stadig, og dertil har det lokale Wild Distillery Bornholm leveret de ginflasker, som Pava har designet, og som han altså aktuelt håber, han kan få ud i 400 kædebutikker. Her i galleriet står de to ginflasker, der er på tale, i spraglet design, den ene med teksten "Fuck det godt vodka", på den anden står der "Go røv og gin".

– Sker det, og aftalen går i orden, er jeg ved at være lidt tilbage på sporet igen, siger han.

Poul Pava mødte også sin nu ekskone, Kristina, i Aarhus. Hun havde en lille dreng, og sammen med Poul Pava fik hun yderligere to drenge og en pige. Kristina ville hjem til sine forældre på Bornholm og parret flyttede til Hasle omkring årtusindskiftet. Det er dog i dag mere end 15 år siden, parret blev skilt.

Da ejede Poul Pava også både en lejlighed i Aarhus og København.

– Det var dengang, det gik godt, siger han med en lille latter.

– Men de lejligheder har jeg solgt for længst.

Faktisk har han solgt alt nu, inklusive diverse ejendomme i Hasle, bilerne og så videre.

– Havde jeg ikke været så stædig og smidt fem-seks millioner kroner i mine engagementer i Laksetorvet, kunne jeg jo have haft de penge nu, konstaterer han.

– Jeg blev jo altså skilt på et tidspunkt, har rejst meget og igennem 15 år boet parttime i Bangkok. Jeg havde en asiatisk kæreste og rejste frem og tilbage – så der er ikke nogen, der skal have ondt af mig. Havde jeg sparet lidt på mine penge eller været superfedtet, havde der minimum stået 10-15 millioner på min konto i dag. Men de er brændt af.

På rejser og så videre?

– Ja. Og jeg har aldrig været fedtet, jeg har altid være gavmild. Men Laksetorv-projektet slog da bunden ud af det hele. På det tidspunkt havde jeg så også et kærlighedsforhold til en her i byen, som ville noget andet. Og én ting var at se det hele synke i grus, men da hun smuttede samtidig, følte jeg, at der næsten ikke var mere at kæmpe for, siger han og får blanke øjne.

Designerhjemmet er væk

Nu står hans "designerhjem", som han siger, pakket ned i containere i Hasle.

– Jeg var engang i DR's "Kender du typen", siger han.

– Jeg havde et flot hjem med dyre ting.

I dag bor han i en campingvogn.

– Fire tallerkener, fire par knive og gafler, fire par underbukser, et kæmpe fortelt – og så bliver vi der, til jeg kommer oven på igen, siger han og tilføjer:

– Jeg har, undskyld jeg siger det, aldrig været lykkeligere i mit liv end med den skide campingvogn. Men de seneste fem år har været hårde, og jeg har måttet plukke de laveste frugter. Jeg har holdt fast i mine samarbejdere, men også mit billedsalg har da sørget for, at jeg kan blive her i galleriet, som ikke er billigt at sidde i.

– Nogle gange ville jeg ønske, at jeg stod med et bjerg på 20 ton jord og vidste, at når jeg havde flyttet det derfra og dertil, så havde jeg tjent så og så meget. Nu kan der gå en måned eller to, hvor jeg intet tjener – og så pludselig laver jeg boksen, det føles nærmest som at spille på kasino. Det er lykkedes mig at holde mig selv i live i de her fem år og at nedbringe min gæld til et minimum, men hvis du ikke har 20 kroner til rundstykker, så er 20 kroner mange penge. Sådan er det bare.

For fem år siden vendte det hele på hovedet, men bøtten kan vel vende igen?

– Ja, den kan vende i morgen, hvis jeg får en kæmpe ordre på mine ginflasker i hus, siger han.

Hans tre børn, som er blevet store, bor primært hos deres mor tæt på.

– Men jeg har købt en stor grill, og de elsker at komme og spise hos mig, og jeg kører dem i skole hver dag, siger han.

Her i galleriet står et klaver.

Spiller du nogensinde på det?

– Ja! Jeg har lige lavet en smuk sang, vil du høre den? Den kom til mig en dag, siger han og sætter sig til klaveret.

Og ja, den er smuk. Manden kan jo spille. Efterfølgende siger han:

– Lars Jansson, den store svenske jazzpianist, har rost mig. Jeg spurgte, om han ville undervise mig, så sagde han, at vi kunne bytte. Jeg kunne vise ham, hvad det er for nogle akkorder, jeg benytter. Han syntes, jeg havde mit helt eget spil.

Poul Pava giver et nummer. Video: Torben Østergaard Møller

Biiip-biiip-biiip

Den der campingvogn, skal han da lige have lov til at præsentere, så vi går ud til hans bil, som holder lige om hjørnet.

Vi kører forbi Store Torv.

Biiip-biiip-biiip ...

Der er noget, der bipper, Poul?

– Nåja, det er min sikkerhedssele, siger han og snakker videre om, hvordan han altid er præcis og møder op til tiden, når det handler om forretninger.

Lidt senere kan vi konstatere, at selv sikkerhedsseler bliver trætte af at gøre opmærksomme på sig selv, også når de bliver ignoreret.

Han er utålmodig i forhold til den butikskæde, som gerne vil – måske gerne vil – aftage ginflaskerne. Vælger den at bakke ud, er Poul Pava klar til køre på landevejen igen, som da han solgte sine postkort. Så vil han simpelthen køre rundt og forsøge at afsætte flaskerne de relevante steder.

– Men jeg skal også snart over at male sammen med Kristian von Hornsleth, du ved ham billedkunstneren, siger han, mens han styrer mod Hasle.

– Det gør vi nogle gange til private arrangementer, det tjener jeg også noget på. Det er også nødvendigt. Heldigvis kører min bil her 25 kilometer på literen. Det er kraftedeme i orden.

Du kunne også gå tilbage til noget undervognsbehandling?

– Nej. Det gider jeg ikke mere, det er jeg blevet for gammel til. Men man kan da sige, at jeg i 30 år har levet af noget, som folk egentlig ikke har brug for, så tanken om at tage et buskort har da strejfet mig. Måske skal jeg bare erkende, at jeg ikke er så populær mere og køre bus i stedet. Men altså, jeg er bedst til det andet. Jeg er pissegod til at spille, skrive og male, så hvorfor ikke prøve at udnytte mine talenter der? Der er intet i vejen med at være buschauffør, men det andet er sgu da sjovere.

Da du havde restaurant på Laksetorvet, sad du jo også og underholdt ved klaveret ind imellem?

– Ja, og jeg vil sige som gode, gamle Simon Spies sagde, da han blev spurgt om, hvordan han havde det med penge, siger Poul Pava og slår om i en lettere karikeret udgave af rejsekongens helt særlige nasale diktion:

– Gør penge en lykkelig? Ja, det er sgu nu engang sjovere at græde på første klasse end nede i rendestenen.

Med sin egen stemme fortsætter han:

– Du kan godt sige, at de seneste fem år har jeg været mere i rendestenen end på første klasse.

Her er alt!

Vi når frem til campingvognen, som han præsenterer med noget, der minder om begejstring.

– Se, her er klaver, siger han i forteltet.

Gu' er her så. Endda både et elektrisk og et gammeldags akustisk. Den store grill præsenterer han også og giver en hurtig anvisning i, hvordan man let og elegant og uden megen ståhej kan fremstille et måltid på den.

Han slår med en fejende bevægelse døren op ind til campingvognen og siger – igen med noget, der minder om begejstring:

– Velkommen til mit simple hjem!

Ja, her er jo, hvad der skal være. Seng i den ene ende, opholdsstue med fjernsyn i den anden.

– Her er alt!

Konstaterer han om de få kvadratmeter, mens han viser, hvordan han lufter ud via tagvinduet i løbet af dagen, men hurtigt kan varme op med varmeblæseren, når han kommer hjem.

Han hiver et billede frem, som helt tydeligt betyder alverden for ham. Det er ham selv og hans tre dejlige børn.

Og her i campingvognen føler han sig tryg. Denne base kan ingen tage fra ham, om så han skulle ende i skifteretten.

– Frygten er der ikke mere, siger han.

Vi skal tilbage til Rønne. De første minutter akkompagneres vi af et biiip-biiip-biiip fra sikkerhedsselen.

Sikkerhedsseler er – og det gælder i enhver forstand – ikke-eksisterende i Poul Pavas liv.

Poul, du er sådan en person, om hvem man gerne stiller spørgsmålet: Er han gal eller genial? Hvad er dit eget svar?

– Jeg er nok sådan et, undskyld jeg siger det, tænd og sluk-menneske. Enten er jeg tændt, eller også er jeg slukket, forstår du, hvad jeg mener?

Nej, hvad ligger der i det?

– Jamen, jeg er meget tændt eller slukket. Også med min virksomhed og mine malerier. Bang – lige pludselig, så bli'r lyset satanedeme tændt, du. Så er der lys! Og så kan der også være slukket et stykke tid.

Et billede fra årene da der var gang i butikken. Poul Pava sammen med skuespillerinden Pamela Anderson, som i 2014 deltog i forbindelse med markedsføringen af en ny serie af det porcelæn, han lavede sammen med porcelænsproducenten aida. Privat foto

Brugt mere end de fleste

Hvor meget tid bruger du på at male?

– I øjeblikket koncentrerer jeg mig lidt om de andre projekter. Og det der med at male endnu flere billeder, før man har solgt dem, man har stående... Altså, du skal nok forestille dig, at for mig, så har de seneste fem år svaret til, hvis du som journalist har skrevet 500 artikler, som du syntes alle sammen var gode, men så er det kun to eller tre, der er blevet optaget hvert år. Resten ligger bare i en eller anden stak, siger han med et lidt væmmeligt billede.

– Jeg elsker at arbejde og elsker at stå op hver morgen og køre mine unger i skole og frem og tilbage. Men jeg er dårlig til ventetid.

Og nu venter du på svar om ginflaskerne?

– Ja. Og bliver det nej, skal jeg selv ud at sælge dem, siger den 56-årige Poul Pava, mens vi nærmer os Snellemark igen.

Han konstaterer:

– Hvis jeg stiller træskoene i morgen, så har jeg fået mere ud af livet, end de fleste har. Livet skylder mig ikke noget, overhovedet ikke. Og jeg har brugt flere penge end de fleste nogensinde kunne drømme om.

Har du også været for god til at bruge penge i stedet for at stikke lidt til side?

– Ja, måske, men jeg har som sagt altid været gavmild. Jeg har nok foræret for meget væk. Men der er jo ikke nogen, der tvinger en til noget som helst, så jeg kan ikke sige, at det er alle de andres skyld.