– I min levetid er verdens befolkning gået fra at være fem milliarder til nu næsten otte milliarder. (...) Inden vi tænker på at producere mindre på Bornholm, synes jeg, at vi skal overveje, hvor de mange mennesker skal have mad fra?
Frederik Tolstrup satte kravet til de danske landmænd i forhold til, at det ændrede klima mange steder i verden allerede betyder, at nogle afgrøder ikke kan dyrkes længere.
– I den verden, som vi nu lever i, forekommer det faktisk rimeligt, at bornholmske landmænd skal fortsætte deres produktion. Vi producerer med stadigt færre hjælpestoffer. Vi har adgang til den nyeste teknologi. Vi er veluddannede, og vi har skrappe krav til vores produktion, sagde han.
– Som landmand kan man godt blive indebrændt af at møde den dagsorden om, at vi skal producere mindre. Eller at vores produktion er et nationalt problem, fordi vi har en klimapåvirkning. Vi oplever, at vores landbrug bliver bedre for hvert år, der går.
– Landbruget forbedrer sig konstant, men det perspektiv har svært ved at blive en del af debatten om vores erhverv. Det er enormt frustrerende, og jeg oplever, at nogle af jer går og hænger lidt med hovedet, når der for eksempel er folketingsvalg. Vi synes ind imellem, at debatten om landbruget er ensidig, sagde Frederik Tolstrup.