– Det er jo bornholmernes sted, og mange har en holdning til det. Man skal altså tage sig sammen, fordi der er så mange, der kender stedet og har nogle forventninger, og vi vil gerne imødekomme, så mange gæster som muligt.
Mens Tidende er på besøg, er mange mennesker samtidig på arbejde i og omkring kroen, der så småt er i færd med at blive gjort klar. Og der skal også meget arbejde til især med tanke på, at Bornholms Sommerrevy går i gang fra den 28. juni, og mandag dukkede skuespillerne allerede op til de første prøver.
– Det har været lige knap nok at få gjort køkkenet klar, lavet egenkontrol og leverandøraftaler. Vi havde 26 dage, inden jeg skulle stå i køkkenet. Det var lidt stramt. Men det har været særligt vigtigt for os, at revyen føler sig godt tilpas. Det er så stort et arrangement, og der kommer mange gæster herop, så de skal bare serviceres rigtig godt, siger Nikolaj Jeppesen.
Derfor er planen også, at man venter med at renovere kroen til august, når sommerrevyen er overstået.
– Vi kunne godt mærke, at det hele blev lidt stresset. Man kan hurtigt blive revet med, men vi skal også huske at stoppe op og nyde det, fordi det er også den følelse, vi vil give til folk, når de kommer på besøg, forklarer Sofie, der lige nu også er i gang med at lukke sin butik Helseporten i Nexø.