Nye ejere af feriecenter ændrer navnet

Nye ejere af feriecenter ændrer navnet
- I sidste ende kunne jeg godt tænke mig, at det blev til, at vi flyttede til Bornholm, siger Jens Hansen. Foto. Jacob Jepsen
TURISME | RUTSKER | ABONNENT | 23. JUN 2021 • 11:26
TURISME | RUTSKER | ABONNENT
23. JUN 2021 • 11:26

For cirka otte år siden var Jens og Jane Hansen på besøg på Bornholm. De kendte Kim og Ulla, der havde Hasle Camping, som Jens havde lavet noget arbejde for. Og det var faktisk her, at et frø til deres nye liv blev plantet. Det var også her, at de første gang så Rutsker Feriecenter. Det skulle de eje før eller siden, tænkte Jens og Jane Hansen.

Det kom de også til. For godt en måned siden overtog parret Rutsker Feriecenter, der fremover skal hedde Nordbornholms Feriecenter. Det var nærmest en selvopfyldende profeti, at netop Jane og Jens Hansen skulle eje Nordbornholms Feriecenter.

De kommer med erfaring. I 2016 købte de Orø Strandcamping. Men det solgte de, for skæbnen ville, at de kunne købe feriecentret i Rutsker. Et feriecenter, der faktisk slet ikke var til salg.

– Jeg ringede til dem, der havde feriecenteret her, og så spurgte jeg, om de ikke kunne være interesserede i at sælge det til os. Det var jo ikke til salg, men vi prøvede alligevel, og det lykkedes godt nok, siger Jens Hansen.

Småt men godt

Faktisk er det ikke, fordi at der, med de nye ejere, skal ske en masse forandringer. Jens Hansen, der er ny daglig bestyrer, er rigtig glad for feriecentret, som det er. Faktisk synes han, at det er helt vildt, at stedet ikke er mere populært hos især bornholmere. Men det skal der laves om på.

– Der er så mange muligheder her. Det var derfor, at vi købte det. Og vi kommer ikke til at kede os, tør jeg godt at sige, siger Jens Hansen.

Den største forandring vil umiddelbart blive navnet. Rutsker Feriecenter bliver til Nordbornholms Feriecenter. Derudover vil Jens og Jane forlænge sæsonen. Hvis det er muligt, vil de gerne have åbent hele året. I første omgang bliver det dog sommersæsonen, de forlænger hos Nordbornholms Feriecenter. Hvor navnet for udestående personer er den umiddelbare største forandring, står Jens og Jane overfor en større udfordring, nemlig en ny branding af deres "nye" feriecenter.


Det ligner en stor græsplane, der ikke er slået i lang tid, og det er det også. Det er planen, at 15 små hytter skal sættes op her. Formentligt mange flere sommeren over. Foto: Jacob Jepsen

Det er blandt andet også derfor, at de har skiftet navn.

– Når man siger Bornholm, siger folk Gudhjem eller Svaneke og sådan. Det er de færreste turister, der ved, hvor Rutsker ligger. Derfor skifter vi navn. Vi skal også arbejde med en signatur for vores område her. Vi har en uudnyttet grund, hvor vi har tænkt os at sætte hytter op. Det kalder vi Klipsker. Vi skal bruge noget energi på at formidle vores sted her noget bedre, siger Jens Hansen.

Klipsker bliver en ny del af feriecentret på en tilhørende grund, der i gamle dage var en fodboldbane. Det er meningen, at de nye, små hytter i Klipsker skal bruges af blandt andet lejrskoler og andre unge på udflugt. For Jens Hansen handler det om, at de får skabt sig et navn for både lejrskoler, familier og bornholmere.

– Vi skal ikke konkurrere med de andre på prisen. Det skal ikke blive en priskrig. Men vi skal gøre os mere spændende end de andre, og det føler jeg virkelig, at der er forudsætningerne for her, siger Jens Hansen.

Succes avler succes, måske?

Jens og Jane Hansen har tidligere haft succes med at drive logi for gæster. På Orø løftede de, ifølge Jens Hansen, strandcampingen til et andet niveau. Det gjorde de blandt andet ved flere tiltag med blandt andet musik, fester og grillarrangementer sommeren over. Jens Hansen er dog godt klar over, at ikke alt bare kan overføres videre og give succes.

– Vi skal ikke forsøge at gentage noget alene af den grund, at det fungerede på Orø. Det er ikke sikkert, at det vil gå godt her også. Men med den nye udvidelse kan vi godt se for os, at der kan blive noget livemusik og lignende her, siger Jens Hansen.

Jens og Jane havde inden de købte Orø Strandcamping ikke erfaring med at drive campingpladser eller feriecentre. Jens er uddannet tømrer og havde et maskinsnedkerselskab. Jane arbejder i psykiatrien i Roskilde, og de bor stadig allesammen i Jyllinge. De har en datter, der lige er startet på gymnasiet i Roskilde, og derfor bliver de som udgangspunkt boende i Jyllinge de næste tre år.

Men Jens er mere eller mindre fuldtid i Rutsker. I hvert fald sommeren over. Målet er, at parret fremover kan være fuldtidsbeskæftigelse på Nordbornholms Feriecenter – og kan leve af det. Jens understreger, at det ikke er et job, de bliver millionære på.

– Vi gør det her, fordi vi synes, det er rigtig sjovt. Vi skal have det godt og sjovt med det, men heller ikke så sjovt, at vi glemmer, det er en forretning, som man siger. Men vi kan godt lide at lave noget, som andre nyder godt af. Målet er, at vi vil skabe os et godt liv på Bornholm, hvor vi er tilpas. Fordi det her er også hårdt slid, så det er en nødvendighed, at vi også synes, det er sjovt, siger Jens Hansen.


Det er ikke bare et lille feriecenterværelse, som man kan fristes til at tro. I flere af værelserne er der både udendørs terasse, hems og i badeværelset gemmer der sig et spabad. Foto: Jacob Jepsen

En iværksætterånd

Som sagt har Jens og Jane ikke startet det her nye projekt for pengenes skyld. De gør det af den simple grund, at de faktisk ikke kan lade vær. Det er måske en kendt floskel, der tit hægter sig på flere iværksættere og deres Linkedin tekst. Men i Jens og Janes tilfælde virker det også til, at der er en sandhed i det.

Jens Hansen er fra en entreprenørfamilie, og Jens er derfor født med flere iværksættergener. Det ligger i hans blod, for at bruge endnu en floskel.

– Det kommer naturligt for mig at skabe ting, tilføre ting værdi og måske ændre på ting. Vi skal huske på, at det her får vi kun lov til at eje nogle år. Det skal måske leve videre i 100 år. Men i den tid vi har det, der skal det blive pænere, og værdien skal øges. Vi er beskedne mennesker, men vi vil også gerne lave en forretning her, siger Jens Hansen.

Selvom de har kastet sig over et nyt og for nogle stort projekt, så står der hverken gravkøer eller andre maskiner, der skal lave markante ændringer. De har købt en forretning, som da de overtog den, fortsatte som om intet var hændt. Men det er djævlen i detaljen, som Jens Hansen går op i. Deres sted skal køre som smurt, der skal være rent. Alting kan blive bedre.

– Hver dag skal der blive lidt pænere her. Så laver vi et udekøkken til dem, der bor i de små hytter. Vi ændrer ikke på en helt masse ting, fordi det er der ikke brug for. Dem der har haft det inden mig, de har lavet en helt masse jeg kan få glæde af. Det skal jeg bare give videre til gæsterne, siger Jens Hansen.