Parrets interesse for netop Lyngholt Camping hænger tæt sammen med deres glæde ved friluftsliv:
– Da vi overtog pladsen, cyklede og løb vi begge to rigtig meget, og når det skulle være "kvalitets-cykling eller løb", tog vi herop på Nordbornholm. Nu er det vores baghave, og så bruger vi ikke naturen helt så meget, som vi havde håbet, siger Michael Andersen.
De gør meget ud af at videreformidle glæden ved naturen og dens muligheder tll gæsterne – for eksempel, at der fra et hjørne på pladsen er stiadgang til Slotslyngen.
– Det er rart at skabe rammerne for, at folk kan få en god ferie. Vi har et nyt slogan, der hedder: Lyngholt Camping – den naturlige vej tll nye eventyr. Det er sådan det er at bo her, siger Sanna Nielsen.
Parret har fået hjælp til en at lave en handleplan med forslag til, hvordan pladsen kan udvikles. Det er ikke sikkert, at alt bliver til noget, men det handler om at bruge det, man har i området med blandt andet de gamle stenbrud.
– Planen giver en retning, som vi gerne vil udstikke. Det handler netop om, at det skal være naturnært, men også funktionelt. Det er små ting som for eksempel, at Michael bruger nogle af de træer, han har fældet, til at lave kant omkring hoppepuden, og at vi laver bænke af granitrester, vi har fundet, fortæller Sanna Nielsen.
Oliefyrene er skrottet
Co2-neutralitet er et stort tema, og Michael Andersen glæder sig over, at man lige har skrottet det sidste af tre oliefyr.
– Vi har installeret varmepumper og solceller, og vi er godt i gang med affaldssortering, selv om Bornholm ikke er klar til det. Alle gæsterne er jo vant til det hjemmefra, siger han.
Andre planer handler om at bruge pladsen til tema-events udenfor højsæsonen. Det kan være for cykle- og løbeklubber, hvor parret har masser af viden og gode kontakter, som kan bruges, men også meget andet.