Netværksmøde med ø-hop

NOTITS | 9. OKT 2024 • 15:00
NOTITS
9. OKT 2024 • 15:00

Destination Bornholm byder onsdag den 6. november på en eftermiddag med networking, vidensdeling og muligheder for samarbejde med det bornholmske turismeerhverv.

– Vi skaber rammen om en uformel dialog, muligheden for at skabe nye kontakter og sammen at kunne drøfte turismens muligheder og udfordringer, og måske blive lidt klogere på, hvad vi kan forvente os af 2025, lyder det i invitationen.

Destinationen har blandt andet inviteret VisitDenmarks direktør Katja Moesgaard til Bornholm. Hun vil give en introduktion til det fremtidige samarbejde med VisitDenmark og dele sit syn på fremtidens tendenser inden for turisme.

På netværksmødet, der foregår på Hotel Siemsens Gaard i Svaneke, står arrangøren desuden bag en ø-hop-øvelse. Her vil Destination Bornholm og en række virksomheder stå på hver deres ø, hvor de fortæller om deres services og produkter. Øerne vil blandt andet omhandle markedsføring, hjemmesideudvikling, fotografering og meget mere.

Man skal tilmelde sig.



FÅ ABONNEMENT