Møbelmatador sælger butik til lokal maler

Møbelmatador sælger butik til lokal maler
Casper Holm Nielsen flankeret af Ricky og Ernst Madsen, som han har købt Garant Gulve & Gardiner af. Eget foto
NYHED | RØNNE | 23. NOV 2021 • 10:55
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | RØNNE
23. NOV 2021 • 10:55

Ernst og Ricky Madsen har solgt Garant Gulve & Gardiner til Casper Holm Nielsen.

Den lokale møbelmatador Ernst Madsen og hans søn og kompagnon Ricky har solgt Garant Gulve & Gardiner til Casper Holm Nielsen, som de seneste 11 år har været selvstændig med Maler- og Gulvfirmaet ApS.

– Vi har ofte samarbejdet på entrepriseopgaver, og jeg ser store fordele i, at Casper overtager Garant Gulve & Gardiner, hvor vi også har lovet Casper at stå til rådighed, siger Ernst Madsen i en pressemeddelelse.

Overtagelsen sker 1. januar.

Ernst Madsen ønsker at reducere sin arbejdsbyrde og få tid til at fokusere på øvrige forretningsområder sammen med Ricky Madsen, og det har været et stort ønske at finde en lokal erhvervsdrivende til at tage over.

Både Maler- og Gulvfirmaet og Garant Gulve & Gardiner fortsætter uændret.

– Jeg ser meget frem til at overtage Garant Gulve & Gardiner og ser en stor sammenhæng mellem Garant og mit malerfirma. I forbindelse med for eksempel istandsættelser skal rigtig mange kunder ofte i kontakt med både maler, gulvlægger, gardinforretning med mere. Nu får vi mulighed for at tilbyde kunderne en samlet palet, en form for supermarked, som vil gøre hele processen lettere og bedre for kunden, siger Casper Holm Nielsen i pressemeddelelsen.