Med ufattelig fart: Nyt vidunder sikrer Beck Pack mod fejl

Med ufattelig fart: Nyt vidunder sikrer Beck Pack mod fejl
Bo Folkmann, produktionschef i Beck Pack Systems A/S, foran den nye maskine, der garderer Rønne-virksomheden mod fejl i produktionen. Foto: Beckhoff Automation
NYHED | ABONNENT | 8. DEC 2023 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
8. DEC 2023 • 19:00

Beck Pack Systems A/S fremstiller hver dag flere hundrede tusinde stykker karton-emballage og kræver af sig selv, at de alle er helt uden fejl. Det hjælper en ny maskine med.

Hvordan sikrer man sig, at hvert eneste eksemplar bliver perfekt, når man hver dag producerer mere end 200.000 stykker emballage af karton til fiskeindustrien?

Så ser man enten i øjnene, at det er umuligt, og at man må leve med en småfejl her og der. Eller også får man fat i en maskine, der faktisk kan løse opgaven.

Beck Pack Systems A/S i Rønne har valgt at gøre det sidste. Den mekaniske hjælper hedder en inspektionsmaskine. Eller en "visionløsning" blandt dem, der er mere inde i den tekniske side af sagen. Maskinen kontrollerer kvaliteten af de færdige kartonark, før de forlader fabrikken.

Med den nye maskine kan Beck Pack leve op til de høje krav, som virksomheden stiller til sig selv.

Kartonen skal være perfekt udstanset. Bukkelinjerne skal være fuldkommen nøjagtige. Og den indvendige voksoverflade skal sikre, at fisken bliver holdt frisk på frost i op til flere år.

– Vi producerer flere hundrede tusinde ark om dagen, så det er en umulig opgave at tjekke alle manuelt. Med vision har vi automatiseret processen. Alle ark scannes på kryds og tværs, og data opsamles i realtid, fortæller siger Lars Krusell, kvalitets- og bæredygtighedschef i Beck Pack Systems A/S, til fagbladet Ingeniøren.

– Det betyder, at kvaliteten og vores rejse hen mod det perfekte produkt øges yderligere. Det giver stor tryghed for os at vide, at fejlprocenten på alle de ark, der forlader vores fabrik, er meget tæt på nul, og at vi for hver dag bliver dygtigere til at reducere spild, siger han.

– Det har været vigtigt for os at få en maskine, der både kan scanne et ark og træffe beslutning om arkets beskaffenhed i løbet af få millisekunder, siger Bo Folkmann, produktionschef i Beck Pack.

– Maskinen kører fire ark igennem per sekund, og det er en vanvittig avanceret proces med lynhurtig billedbehandling og træfsikkerhed i realtid. Det gør inspektionen succesfuld, siger han.

– Vision-projektet, som vi forventer er færdigt i 2024, gør os klogere på vores emballage, fordi vi nu kan finde ud af, hvor i processen fejl kan opstå, og dermed gøre noget ved det, siger Lars Krusell.