Ingen planer om at udvide
Om to uger falder omsætningen markant i brugsen i Allinge.
– Efter Wonder begynder det for alvor at kunne mærkes, siger Alexander Rud Andersen.
– Men så kommer lejrskolerne, tilføjer Ralf Due.
De to kender både hinanden og butikken ud og ind. Det bekræfter makkerparret uden tøven.
– Vi har gennem mange år kørt et megafedt parløb, mig og Ralf. Og det fortsætter vi med. Jeg er glad for at Ralf bliver, så han kan hjælpe mig i gang. Der er mange ting som jeg måske ikke er skarp til, som Ralf er skarp til. Det skal jeg lære det kommende år, siger Alexander Rud Andersen.
– Vi kører som vi altid har gjort i butikken, med Alexander og mig som frontfigurer, indskyder Ralf.
Den nye uddeler har ingen planer om at udvide butikken på Allinge havn.
– Vi har udvidet det vi kan, siger Ralf.
– Vi vil gerne udvide til dobbelt størrelse i højsæsonen, men så snart sæsonen er slut, så passer størrelsen, siger Alexander Rud Andersen.